Efter en sag om stalking og hærværk risikerer en politibetjent nu at måtte vinke farvel til sit arbejde hos politiet.
Lige nu læser andre
En 31-årig politibetjent er blevet idømt en straf på i alt 40 dages ubetinget fængsel for stalking og hærværk mod en kvindelig kollega.
Sagen er dog ikke overstået endnu, for manden har nemlig valgt at anke afgørelsen. Han er foreløbig suspenderet fra sin stilling i Østjyllands Politi, og hans fremtidige ansættelse afhænger af sagens endelige udfald.
De to involverede betjente lærte hinanden at kende under politiuddannelsen i Vejle og flyttede sammen i en lejlighed i Aarhus i sommeren 2023. Manden betragtede ifølge Avisen Danmark kvinden som sin ‘bedste ven’.
Overvågede kollega og begik hærværk
Forholdet mellem de to ændrede sig, da kvinden i slutningen af 2023 begyndte at ses med en anden mand, hvilket den nu dømte betjent ikke tog godt imod.
I januar 2024 tog hun blandt andet sin bofælle i at være inde på hendes værelse, hvor han undersøgte hendes telefon. Samtidig oplevede hun gentagne tilfælde af hærværk mod sin bil.
Seks gange blev bilens dæk enten punkteret eller tømt for luft. Ved en anden lejlighed blev der hældt benzin i tanken på hendes dieselbil.
Det kom desuden frem under retssagen, at den mandlige betjent uden tjenstlig begrundelse havde foretaget 284 opslag på kvinden eller hendes kæreste i politiets interne telefonbog.
Kvinden endte med at flytte i en anden lejlighed i Åbyhøj i sommeren 2024, men oplevede fortsat at blive forfulgt. Det førte til, at hun anmeldte forholdene til Fyns Politi i august samme år.
Risikerer at miste jobbet
Under retssagen afviste betjenten anklagerne, men dommerne fandt hans forklaring utroværdig.
Retten vurderede på baggrund af kvindens og flere vidners forklaringer, at hans opførsel havde været ‘chikanøs, utryghedsskabende, ubehagelig og forstyrrende’.
Den 31-årige blev hjemsendt med reduceret løn i januar, da anklagemyndigheden valgte at rejse tiltale i sagen. Han er fortsat formelt ansat ved Østjyllands Politi.
Først efter ankesagens behandling i Vestre Landsret skal det tages op til en endelig vurdering, om han kan vende tilbage til arbejdet. Rigspolitiet tager stilling til sådanne personalesager individuelt.