Mange tager deres hund med til udstilling i håb om at få den kåret som den flotteste af sin race.
Men vidste du at den faktisk også kan få titlen som den grimmeste?
Det har hunden Peggy i hvert fald formået.
Peggy, en usædvanlig blandingshund bestående af en mops og en chinese crested, er kendt for sit unikke udseende, hvilket har givet hende titlen som Storbritanniens grimmeste hund.
Ja, det er rent faktisk en titel.
Med sit udseende er Peggy nu klar til at indtage Hollywood,hvor hun skal spille den firbenede ven i en stor film.
Det skriver Ekstra Bladet
Peggy skal nemlig være den nye Dogpool, Wade Wilsons firbenede ven, i den kommende tredje 'Deadpool'-film med Ryan Reynolds i hovedrollen.
Peggy afsluttede sine filmoptagelser i slutningen af januar og fejrede det ved at tage en god lang lur.
Under optagelserne i England blev der spottet billeder af hende iført kostume sammen med Reynolds og hendes ejer, Holly Middleton.
Ryan Reynolds har udtrykt en særlig kærlighed til karakteren Dogpool, og han beskriver Peggy som en perfekt dyremanifestation af Wade Wilson.
Den kommende 'Deadpool'-film er planlagt til premiere i juli dette år og vil blandt andet byde på en scene med et vådt kys mellem hunden og Wade Wilson.
Peggys ejer, Holly Middleton, har tidligere fortalt britiske medier, herunder BBC, at på trods af at Peggy vandt som den grimmeste hund, er hun smuk både indvendigt og udvendigt. Middleton understreger, at selvom nogle kalder Peggy grim, er det altid ment humoristisk og ikke som en fornærmelse.
Peggy har med sit udseende og nyheden om den nye rolle opnået berømmelse på sociale medier med over 83.000 følgere på Instagram.