Nyheder24.dk
Forside Dyr Nyt usædvanligt rovdyr kan nu mødes i den danske natur:...

Nyt usædvanligt rovdyr kan nu mødes i den danske natur: Sammenlignes med en leopard

Nyt usædvanligt rovdyr kan nu mødes i den danske natur: Sammenlignes med en leopard
Foto: Shutterstock

Biolog Michael Stoltze fortæller om den usædvanlige jæger, der sniger sig ind på sit bytte og slår til med lynets hast.

Den danske natur er under forandring, og flere arter, som tidligere hørte hjemme langt mod syd, begynder nu at dukke op herhjemme.

En af dem har især vakt opsigt. Det er et usædvanligt insekt, der både skiller sig ud med sit udseende og sin særlige måde at jage på.

Biologen og naturformidleren Michael Stoltze har fulgt udviklingen tæt, og de seneste fund tyder på, at insektet for alvor er ved at finde vej til Danmark.

For knæleren er rykket nordpå. Det store rovinsekt, Mantis religiosa, hvis latinske navn betyder ‘den religiøse profet’, blev første gang fundet i Danmark i 2022 i Fredericia.

Længe var det en sjældenhed, for frem til 2026 var kun 11 eksemplarer registreret i landet og otte af dem på Bornholm.

Men i år er billedet et andet.

Kan være kommet for at blive

I 2026 er omkring 40 knælere dukket op spredt over hele Bornholm, og nogle få i resten af Danmark. Allerede i januar 2025 skrev Kristeligt Dagblad om ‘den religiøse profet’, der var kommet til landet.

Det store spørgsmål er, om knæleren kan slå sig ned for alvor. For at være sikker skal man finde en æggekapsel, har Michael Stoltze tidligere forklaret til TV 2, og hver kapsel kan rumme op til 200 æg. Endnu er det ikke dokumenteret, at arten yngler på øen.

Forklaringen på fremgangen er varmere somre. Den 27. juni 2026 blev der målt 37 grader i Danmark, og flere sydlige arter finder efterhånden fodfæste så langt mod nord.

En jæger ud over det sædvanlige

I Rakkerpaks podcast ‘Almanak‘ – nærmere bestemt i afsnittet ‘Knæleren er kommet til Danmark’- der udkom i dag, fortæller Michael Stoltze, hvorfor netop dette insekt fascinerer.

Værten Dorte Palle spurgte, hvad der gør knæleren så særlig, og svaret var et portræt af en jæger. Dyret bliver op til syv-otte centimeter langt og minder lidt om en græshoppe, men er noget helt andet.

“Men det er et rovdyr med store brede vinger, og så har det et trekantet hoved med nogle store øjne, der ligesom stirrer, og så lurer den i vegetationen,” sagde han i podcasten.

Og så kom sammenligningen:

“Så den lurer næsten sådan ligesom en leopard, det her store insekt, og kigger efter insekter og sniger sig ind, og så sidder den bum stille, og så lige pludselig slår den til med sine fangben og fanger insekter.”

Da Dorte Palle spurgte, om den simpelthen angriber, bekræftede Michael Stoltze, at der er tale om et rovdyr, der kan tage både sommerfugle og fluer.

Ads by MGDK