Lederne i verdens største virksomheder har markant ændret deres fokus på klima- og miljøudfordringen og ser det nu som en topprioritet i det 21. århundrede. Det viser en ny undersøgelse fra Deloitte, som omfatter mere end 2000 globale ledere på C-niveau fra 19 lande herunder 50 danske topledere. Undersøgelsen, der har fokus på globale lederes udfordringer i den fjerde industrielle revolution, præsenteres i denne uge for tredje gang under World Economic Forum i Davos.
Ifølge undersøgelsen vurderer næsten 90% af lederne, at klimaforandringerne vil påvirke deres forretning negativt. Som et resultat heraf siger over 90% af lederne, at de har sat bæredygtighedsinitiativer i værk eller har dem på tegnebrættet dvs. alt fra at reducere rejser til at eliminere plast.
Når lederne bliver spurgt om, hvilke samfundstemaer, som de har mest fokus på, så peger de på ressourceknaphed (68% af danske ledere og 61% af globale) samt klima og bæredygtighed (50% af danske og 54% af globale ledere). Til sammenligning angiver kun 16% at sundhed og sygdomsforebyggelse er vigtigst, mens kun 15% peger på sult og fødevareknaphed.
De to markant vigtigste årsager til ledernes styrkede fokus på klima og ressourceknaphed er at sikre den fremtidige forretning (64% af danske og 42% af globale ledere) samt at sikre relationerne til omverdenen (48% af danske og 39% af globale ledere).
Dertil kommer, at 48% af de globale ledere (58% af de danske) mener, at håndtering af klimaforandringerne er det vigtigste ansvar for den nuværende generation af ledere. Det skal ses i lyset af, at for to år siden troede kun 10% af lederne, at deres virksomhed overhovedet kunne påvirke miljømæssig bæredygtighed i betydelig grad.
Lederne omfavner en ny kapitalisme
Ifølge Anders Dons, nordisk CEO for Deloitte, er svarene udtryk for, at virksomhedsledere på hele kloden har omfavnet, at de står overfor en ny virkelighed og en ny kapitalisme, hvor ansvar for klima og samfund skal måles på lige fod med bundlinjen.
”Verdens ledere har stadig som topprioritet, at de gerne vil føre deres virksomhed ind i den fjerde industrielle revolution med vækst og sorte tal på bundlinjen. Men det er et jordskred, at lederne nu udtrykker så markant øget bekymring for effekterne af klimaforandringerne og knapheden på ressourcer. De ser det i stigende omfang som et medansvar at finde løsninger på samfundsproblemer men også som en forretningsmæssig nødvendighed og mulighed,” siger Anders Dons og fortsætter:
”Overordnet er vi vidne til, at virksomhederne på grund af en ny virkelighed i stigende grad erkender, at de skal indrette deres beslutninger efter interessenterne på grund af pres fra både forbrugere, medarbejderne og det bredere samfund”.
Vigtigheden af 4.0-strategier
En helt central konklusion i årets undersøgelse er ifølge Anders Dons også, at det er centralt at have de rette strategier på plads i omstillingen til Industri 4.0.
”Virksomheder med tydelige strategier for udfordringerne i Industri 4.0 klarer sig markant bedre på næsten alle parametre. De er f.eks. mere innovative, vokser hurtigere, tiltrækker og træner ansatte bedre, rammer bedre plet med investeringer og produktudvikling. Alligevel har kun 10% af virksomhederne en grundig og langsigtet strategi for Industri 4.0,” siger Anders Dons.
Stort fokus på arbejdsstyrkens livslange læring
Undersøgelsen viser også interessante bevægelser i ledernes syn på arbejdsstyrken. En stigende andel af verdens ledere anerkender, at det er deres ansvar at videreudvikle medarbejderne til den fjerde industrielle revolution. Videreuddannelse af medarbejderne vurderes som den højst prioriterede industri 4.0.-investering (74% af virksomhederne). Samtidig vurderer hele 96% af danske ledere (82% af de globale ledere), at deres organisationer nu har skabt en virksomhedskultur med livslang læring og videreuddannelse.
”Virksomhederne har i stigende grad fået øjnene op for, at succes i den fjerde industrielle revolution med at tiltrække den rette arbejdsstyrke kræver både en modernisering af kulturen med fokus på balance mellem arbejde og privatliv samt mulighed for kontinuerlig udvikling og livslang læring,” siger Anders Dons.
Teknologi har tabt pusten
På det teknologiske område peger undersøgelsen på, at verdens ledere nok er positive overfor en række nye teknologier såsom ’internet of things’ og kunstig intelligens, men de synes at overse koblingen mellem teknologi og løsninger på samfundsproblemer som klimaforandringerne. Kun 17% af lederne vurderer det som en prioritet at foretage teknologinvesteringer i industri 4.0, hvilket er lavest blandt 12 andre prioriteter.
”I betragtning af ledernes øgede fokus på medansvar for klima og ressourcer, så kunne man have forventet, at de i højere grad ville prioritere investeringer i, hvordan industri 4.0-teknologier kan hjælpe til at skabe løsninger. Men overraskende få ledere virker til at omfavne det fulde potentiale i den nye teknologi, så her bør vi som ledere og rådgivere have et stort opmærksomhedspunkt omkring at få øje på flere muligheder,” siger Anders Dons.
Målet med Deloittes ’Industry 4.0 Readiness’-undersøgelse er at afdække, hvordan verdens topledere på tærsklen til den fjerde industrielle revolution – kendetegnet ved bl.a. automatisering, kunstig intelligens, digitalisering og ’internet of things’ – forholder sig til de fire temaer: strategi, samfundsansvar, medarbejdere og teknologi. Eksempelvis, hvordan udnytter lederne avancerede teknologier til at drive deres virksomheder fremad parallelt med, at de tager samfundsansvar bl.a. for klimaet. De mere end 2000 ledere i undersøgelsen kommer fra store virksomheder, der omsætter for over en milliard dollar.