Tilbage i 2018 deltog tøjfirmaet Shaping New Tomorrow i tredje sæson af iværksætterprogrammet ‘Løvens Hule’ på DR. Det gik godt for Aalborg-firmaet, der kunne forlade studiet med en investering fra både Jesper Buch og Birgit Aaby.
Siden da er det gået stærkt for virksomheden. Det vidner årsregnskabet 2019/20 om. I en pressemeddelelse oplyste Shaping New Tomorrow tidligere på året en omsætningsvækst på 105 procent og et resultat før skat på 30,6 millioner kroner.
Nu har de endnu en grund til at juble.
Virksomheden har nemlig vundet prisen EY Entrepreneur Of The Year 2021, der hylder danske vækstskabere, i region Nordjylland.
”Juryen kunne ikke undgå at være draget af den gode historie om virksomheden, hvor det ene smarte valg afløser det andet. Blandt andet har entrepreneurerne bag valgt at alliere sig med stærke kompetencer inden- og udenfor branchen,” siger Allan Terp, Partner i EY og ansvarlig for Region Nordjylland i EY Entrepreneur Of The Year, i en pressemeddelelse.
Shaping New Tomorrow ved Kasper Ulrich, Christoffer Bak og Christian Aachmann løb med den regionale sejr i Nordjylland ved EY Entrepreneur Of The Year 2021. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.
Han suppleres af Jesper Lehmann, områdedirektør hos Danske Bank, der er konkurrencens hovedsamarbejdspartner:
”Shaping New Tomorrow har også nogle globale ambitioner. Oven i dette er virksomheden stærk på både ESG og bæredygtighed. Det er summen af alt dette, der gør dem til de helt rigtige vindere i region Nordjylland.”
“Vi er meget beæret”
Kasper Ulrich, adm. direktør i Shaping New Tomorrow, har delt nyheden på Instagram. Her fortæller han, at prisen kommer som en overraskelse.
Med den regionale sejr er Shaping New Tomorrow klar til landsfinalen i EY Entrepreneur Of The Year, som finder sted 13. januar 2022. Her bliver en af de seks regionale vindere kåret som samlet vinder i Danmark. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.
“For tre år siden blev vi nomineret som årets start up af EY… vi vandt ikke. I år var vi så nomineret i hovedkategorien Entrepreneur of the year by EY i regionen. Vi havde på ingen måde troet at vi ville vinde… men det gjorde vi,” skriver han og tilføjer, at virksomheden er meget beæret.
Med den regionale sejr er Shaping New Tomorrow klar til landsfinalen i EY Entrepreneur Of The Year, som finder sted 13. januar 2022. Her bliver en af de seks regionale vindere kåret som samlet vinder i Danmark.