Der er gensyn med Barcode Brothers, der leverede en fantastisk fest sidste år, og de får i år følgeskab af både tyske Warp Brothers og en unik konstellation med både Haddaway og Dr. Alban. Alle fire navne kan opleves i det populære Groovebox-telt, der blev lanceret sidste år, og i år fortsætter successen med et endnu stærkere line-up. Det fortæller Tinderbox i en pressemeddelelse.
Haddaway gik nummer et i det meste af verden i 1993 med sangen ”What is Love”, der i dag står som en af de mest genkendelige sange fra Eurodance-genrens storhedstid. Sangen er blevet brugt i både film og reklamer, er blevet genindspillet af blandt andre Lost Frequencies, og den er endda blevet samplet af Eminem. Dr. Alban dominerede de europæiske hitlister i 90’erne med sange som ”Hello Afrika”, ”No Coke”, ”It’s My Life” og ”Sing Hallelujah”, og efterfølgende har han både samarbejdet med Sash! og repræsenteret Sverige til Eurovision Song Contest. I 2008 gik Haddaway sammen med Dr. Alban på sangen ”I Love the 90’s”, og det gode samarbejde kommer til at fortsætte på Tinderbox, hvor de to sangere vil optræde til et fælles show.
Groovebox får desuden besøg af de to duoer Barcode Brothers og Warp Brothers, der står bag hits som ”Dooh Dooh”, ”Flute”, ”It’s a Fine Day”, ”Tele”, ”Phatt Bass” og ”Blade”. Haddaway og Dr. Alban optræder torsdag aften i Groovebox, mens Barcode Brothers og Warp Brothers spiller henholdsvis fredag og lørdag.
Dermed er årets tre headliners på plads til Groovebox, hvor man i løbet af dagen også kan opleve 21 af landets fineste komikere inklusive stjerner som Mick Øgendahl, Andreas Bo og Christian Fuhlendorff.
Tinderbox 2019 afvikles i Tusindårsskoven i Odense i dagene 27.-29. juni 2019, og billetter kan købes via Tinderboxs hjemmeside. Bemærk prisen stiger 4. juni.