Den lille nuttede og grimme trold er fortid – men dens arvetager er under voldsom vækst og kan snart ramme Europa
Labubu-bamser har hængt fra tasker, været revet væk fra butikker og fået samlere til at betale store beløb for de mest eftertragtede udgaver.
Nu kan endnu en asiatisk figur være på vej mod samme internationale gennembrud, fortæller CNN.
Den ser uskyldig ud med rundt ansigt, lyserøde kinder og et næsten barnligt udtryk. Men bag det nuttede ydre gemmer sig en historie, der er langt mørkere, end udseendet afslører.
Navnet er Chiikawa.

Figuren blev skabt af den japanske illustrator Nagano og begyndte som tegninger på X i 2020. I dag har kontoen mere end 5,5 millioner følgere, mens universet er blevet udvidet med tv-serie, film og enorme mængder merchandise.
Den næste store dille?
Chiikawa er allerede blevet et stort fænomen i Asien.
Ved en pop-up-butik i Shanghai blev der ifølge CNN solgt varer for omkring 2,5 millioner kroner på blot 10 timer. I Hongkong har politiet måttet hjælpe med at håndtere store menneskemængder ved et salg af merchandise.
En fan fortæller samtidig, at der hver måned bliver brugt omkring 800 til 1.600 kroner på Chiikawa-produkter. Samlingen tæller mellem 200 og 300 tøjdyr.
Og nu bliver blikket rettet mod Vesten.
Selskabet bag Chiikawa har åbnet kontor i Los Angeles og indgået et samarbejde med den amerikanske legetøjsgigant Jazwares, der blandt andet står bag Squishmallows.
Langt mørkere end Labubu
Chiikawa skiller sig dog ud fra andre nuttede samlefigurer.
Figurerne lever i en dystopisk verden med dårligt betalte job, svære eksamener, angst og farlig monsterjagt.
“Chiikawa taler til unge menneskers bekymringer overalt: arbejde, skole og jagten på støttende venner,” siger historiker Jayson Chun.
Netop blandingen af nuttet merchandise og voksne problemer har allerede skabt en enorm fanskare. Og med en engelsksproget YouTube-kanal på vej kan Chiikawa stå foran sit hidtil største internationale gennembrud.