Små ændringer i hverdagen kan gøre en mærkbar forskel på elregningen
Vaskemaskinen skal stadig køre, tørretumbleren blive fyldt, og fjernsynet bliver næppe slukket hele vinteren.
Men tidspunktet kan få større betydning for elregningen, end mange måske regner med, fortæller TV2.
Danske Bank har regnet på, hvad det kan betyde at flytte dele af strømforbruget væk fra de dyreste timer. Og særligt de store strømslugere er værd at holde øje med.
Det kræver altså ikke nødvendigvis, at en husstand bruger mindre strøm. I stedet handler det om at bruge den på et andet tidspunkt.
Undgå disse fire timer
Fra oktober til marts gælder vintertarifferne, hvor transporten af strøm gennem elnettet bliver dyrere på bestemte tidspunkter.
Særligt mellem klokken 17 og 21 kan det derfor være værd at lade vaskemaskinen og tørretumbleren vente.
Ifølge Danske Banks beregninger kan en vask koste 3,50 kroner mere på det dyreste tidspunkt sammenlignet med det billigste. For en tur i tørretumbleren kan forskellen nå helt op på 12 kroner.
“Det er en god tommelfingerregel at undgå tøjvask mellem klokken 17.00 og 21.00. Det handler om at omlægge sit elforbrug,” siger analytiker Asger Wilhelm Dalsjö til TV 2.
Elprisen ændrer sig løbende og kan blandt andet følges time for time hos elselskaberne.
Ikke alt er værd at flytte
Der er dog ingen grund til at sidde i mørket for at jagte hver eneste øre.
Tre timers belysning giver ifølge beregningerne kun en forskel på omkring 16 øre mellem det dyreste og billigste tidspunkt. For tre timers tv er forskellen cirka 1,50 kroner.
De største muligheder findes derfor ved apparater med et højt strømforbrug.
Samtidig er elafgiften i 2026 sænket fra 72 øre til 0,8 øre pr. kilowatttime. Det dæmper den samlede regning, selv om selve strømprisen er steget markant.