Det er ikke længere småjusteringer i budgettet, der skal til.
For mange familier er det blevet en daglig kamp at få pengene til at række, når der handles ind.
Nye tal fra Blå Kors Danmark viser, at 79 procent af familierne i organisationens netværk mærker presset fra stigende fødevarepriser. For de fleste handler det ikke om at spare på unødvendige ting, men om at skære helt ind til benet.
Det fortæller Blå Kors i en pressemeddelelse.
Dropper det mest basale
Konsekvenserne er tydelige. Familier fortæller, at de fravælger helt almindelige varer som frugt, grønt og kød. Andre vælger at spare på tøj, tandlægebesøg og endda nødvendig medicin for at få hverdagen til at hænge sammen.
“Vi taler ikke om at skære ned på luksus, men om familier, der må droppe medicin og sund mad til deres børn,” siger Morten Skov Mogensen, generalsekretær i Blå Kors Danmark.
Det er en udvikling, der rækker langt ud over den enkelte indkøbstur. Når børn vokser op uden ordentlig kost eller nødvendige behandlinger, kan det få konsekvenser for både helbred og fremtidige muligheder.
Priserne er eksploderet
Udviklingen er ikke tilfældig. Ifølge Danmarks Nationalbank er priserne på mad og drikkevarer steget med hele 32 procent over de seneste fem år. Det rammer især de familier, hvor økonomien i forvejen er presset.
Undersøgelsen fra Blå Kors Danmark bygger på svar fra 327 personer.