5 gratis fornøjelser i Odense

11/9/18 11:15

Kasper

Odense er på mange måder en hyggelig landsby, der er vokset en smule ud over kanten, og byen har masser af gratis fornøjelser og billige aktiviteter at byde på - uanset alder og temperament.

Odense byder på masser af gratis musik og anderledes oplevelser inden for en yderst rimelig afstand af hinanden, da Odense på trods af at være Danmarks tredjestørste by ikke er uoverkommelig stor.

Gratis koncerter i Odense

Hver torsdag lægger Kongens Have plæne til toner og tilhørende, når der er er torsdagskoncert, og når der er torvedag i byen, trakteres der med ”grønsagskoncerter”, så de handlende kan få forkælet øregangene.

Odense er fuld af arrangementer, festivaler og events året rundt, hvoraf mange er gratis, hvilket kan skyldes, at byen huser et stort Universitet, og dermed et stort antal studerende, der ikke har de helt store midler til rådighed.

For Odense har altid været stolte af universitet og kæret sig meget om de mange studerendes velbefindende, og lægger eksempelvis hvert år rum til en gratis koncert til at skyde det nye studieår i gang med.

Gratis bycykler giver bevægelsesfrihed i Odense

Odense er en god cykel-by, og søger du lidt væk fra centrum, kan du med fordel benytte dig af, at det er muligt at låne bycykler ganske gratis i 24 timer fra cibi.dk.

Du finder cyklerne forskellige steder rundt omkring i byen, og du skal bruge din mobiltelefon til at låne de tohjulede jernheste. Der kan lånes op til to cykler pr. mobil.

På cibi.dk kan du se, om der er ledige cykler på forhånd, og det er en god idé at tjekke inden, da cyklerne er meget populære.

Du kan blandt andet bruge dem til at køre til halvøen Stige Ø, hvor du kan kigge på fugle eller benytte shelters, bålsteder eller den fine mountainbikebane, der også pryder stedet.

Gratis spil i Papas Papbar

Hvis regnen trænger sig på, eller du bare trænger til en pause er Papas Papbar et godt sted at opsøge. Stedet huser en brætspilscafé, og her kan du spille helt gratis.

Du kan også vælge at lægge det beskedne beløb af 25 kroner pr. person, og få adgang til et større udvalg af spil. Dermed er der mulighed for gratis eller billig underholdning i timevis.

Og du behøver ikke at skynde dig, for Papas Papbar har åbent helt ind til kl. 23.00. Der er åbent fra tirsdag og til og med søndag.

Det koster som sagt ikke noget at spille, og der kan købes te, kaffe, øl, vin, vand og snacks for meget rimelige penge på trods af, at der er meget økologi på menukortet.

H.C. Andersen og digterens fodspor

Man kan ikke sige Odense uden også at sige H.C. Andersen.

Odenseanerne er vældigt stolte af deres bysbarn, der fortryllede hele verden, og i Eventyrhaven bag Domkirken, gemmer der sig i sommerferien det lille show H. C. Andersen Paraden, hvor børneskuespillerne spiller bidder af eventyr.

Forestillingen foregår mandag til lørdag kl. 11 og 13, medmindre at det regner, for så kan forestillingen risikere at blive aflyst.

Er det ikke sommerferietid, eller er børneteater ikke lige det, der frister mest, kan du i stedet vælge at gå i ”H. C. Andersens fodspor” rundt i byen og gå på skulpturjagt, mens du udforsker byens historiske og kulturelle baggrund og leder efter eventyrskulpturerne, der naturligvis er inspireret af den berømte digter.

Odense Havn - et levende bymiljø

Odenses havneområde er et af de steder, der har gennemgået en stor udvikling, og i dag byder bydelen på et spændende og anderledes miljø, der opfordrer til aktivitet.

Er vejret til det, kan du tage en dukkert i havnebadet, solbade på havnestranden eller benytte dig af de mange gratis faciliteter, der indbyder til sport og bevægelse ved Fodboldfabrikken og Byens Ø.

Her finder du både volleyballbane, udendørs fitnessudstyr og parkour, hvis du er frisk på at prøve kræfter med det, men for de fleste er det nok mere aktuelt at se de dygtige udøvere trænere.

Odense Havn stammer helt tilbage fra 1800-tallet, og har efter 150 år som industrihavn fået nyt liv som kultursted med “genbrugte” bygninger, og masser af plads til sport og bevægelse.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at det gratis Havnebad rummer alle moderne faciliteter samt sauna, og at det delvist opvarmede bassin kun har to lukkedage om året. Det betyder også, at det siden åbningen i 2016 har været et populært besøgsmål, uanset årstid, altså er det også umagen værd at lægge vejen forbi området, selvom man kommer til Odense uden for den sommerlige sæson.