5 gratis fornøjelser i Vejle

Af: Kasper

|

09/09/2018

I Vejle findes der flere gratis fornøjelser og billige aktiviteter, og nogle af dem er helt unikke.

Lige nu læser andre også

Både naturen i Vejle og selve byen har masser at byde på - og det behøver slet ikke at være en dyr fornøjelse at opleve Vejle.

Økolariet i Vejle

Økolariet er en 1500 m2 stor og ganske anderledes oplevelse med udstillinger om vores jord.

Det er et science- og oplevelsescenter, hvor du lære om, hvordan vi bedst kan passe på vores planet jorden på sjove måder og via udstillinger og aktiviteter, der giver dig indsigt i emner som bæredygtighed og natur, samt miljø og energi og ikke mindst ny teknologi.

Du kan eksempelvis spadsere henover fjordbundens sand, eller opleve rotter på tæt hold, mens du bevæger dig gennem kloakkerne.

Du kan også få idéer til, hvordan du genbruger noget, som du troede bare var skrald, og som du ville smide ud.

Små ændringer kan nemlig give gamle eller ødelagte ting ny værdi, og du kan lære, hvordan du finder mulighederne i Økolariet.

Det tager typisk i omegnen af to timer at se udstillingen, men det kan gøres på både kortere og længere tid. Og ligegyldigt hvor ofte du besøger Økolariet, er det ganske gratis.

Fjordenhus

Fjordenhus er kunstneren Olafur Eliassons første bygningsværk og en hel unik bygning, der slog dørene op i sommeren 2018.

Der er offentlig adgang til den verdensberømte kunstners værker, der befinder sig i stueetagen alle ugens dage fra klokken 7-24, og det er som noget helt unikt muligt at flyde gennem i kajak, da to af stueetagens rum er gennemstrømmet af vand.

Ved nattetid lyses Fjordenhus op indefra som var det et fyrtårn.

Bygningens placering er også usædvanlig, da den står i vandet ud for Havneøen i Vejle Fjord.

Der kan bestilles en guidet tur, men denne er ikke gratis, men man kan også sagtens bare nyde bygningens særegne skønhed ude fra.

Natur og troldesten

Vingsted Sø hænger tæt sammen med jernalderen, og så huser den Danmarks giftigste plante.

Vingsted Teltplads er et godt udgangspunkt for en udflugt til søen, og du behøver ikke have telt med for at være der. Du kan sagtens nøjes med at tage en picnickurv med, og benytte de opstillede bænke eller bålpladsen.

Selve søen er et dødishul som måske stadig gemmer på historien. Indtil videre er der blandt andet fundet 46 fine og velbevarede spyd fra jernalderen, hvor den blev brugt som våbenoffer. Man går ud fra, at det er fjendens våben, der er blevet smidt i søen.

Få hundrede meter fra søen findes undervisningsstedet Jernaldermiljøet, som er offentligt tilgængeligt.

Er du mere til skov end historie og mere til sagn end fakta, er Munkebjergskoven er et oplagt mål.

Ifølge sagnet er skovsøen dannet, da en trold kastede en sten efter en munk på Munkebjerg, fordi den var træt af støjen fra klosterets klokke. Stenen med håndaftrykket eksisterer stadig og har fået navnet Troldens Sten.

Troldestenen findes ved bænken.

Nørreskoven og Dyrehaven ved Vejle

Dyrehaven er et 30 hektar stort område i Nørreskoven, og her kan du komme helt tæt på to hjortearter.

De mange dådyr og sika-hjorte må ikke fodres, men det er fortsat let at komme rigtig tæt på dem.

Er du mere i det aktive hjørne, skal du til den nordøstlige del af skoven, hvor du både kan finde en 600 meter lang forhindringsbane bygget af skovens materialer, et fremragende mountainbike-spor og en discgolf-bane der kan bookes via den nærliggende højskoles kursuscenter.

Da skoven er meget kuperet, er det en fryd at køre mountainbike, hvis man er til den slags, og da der er fast underlag kan det lange etablerede mountainbikespor på fem kilometer køres året rundt uanset vejret. Der er to sværhedsgrader, og sporet er udformet som et ottetal.

Bindeballe Købmandsgård

I Bindeballe ligger museet Bindeballe Købmandsgård, der er et meget populært udflugtsmål. Prisen for entreen er en skaldet tier for voksne, mens børn koster gratis.

Oplevelsen i Købmandsgården er lidt på linje med det, du finder i den gamle by i Århus, og den gamle købmandsgård er nænsomt restaureret, så den står som ville have gjort i 1897.

Udover museumsdelen, drives købmanden stadig som en almindelig forretning, men på gammeldags manér efter 1800-tallets dyder, så alt foregår i et roligt tempo, og der er tid til snak om varerne.

Der er også et kaffehus på stedet, hvor der kan købes kaffe, kage og boller, men her skal der bestilles på forhånd ved at kontakte købmandsgården.

Købmandsgården holder oveni arrangementer flere gange om året, så det kan være en god idé at slå vejen forbi deres hjemmeside og se, om der er noget interessant på tapetet.

Anbefalet til dig