Langs vandkanten ned til Aarhus Bugt ligger nogle af landsdelens allermest eksklusive villaer som perler på en snor.
Boligområdet hedder Risskov, og vil man bosætte sig her, skal der ofte helt store millionbeløb til. Det skriver boligsitet Boliga.dk.
Det er også tilfældet med Allan Freivalds - rigmand og grundlægger af tøjfirmaet Sisters Point - 300 kvadratmeter store liebhavervilla, der lige er kommet på markedet.
Med en udbudspris på 24,5 millioner er det over 100 år gamle hus nemlig det dyreste, der er til salg i Aarhus lige nu. Kvadratmeterprisen løber således op i godt 80.500 kroner.
For million-beløbet får man udover udkig til bugten en helt særlig, ældre villa med udsøgte detaljer, der er renoveret og istandsat med respekt for den oprindelige byggestil, som ejendomsmæglerfirmaet Nybolig Per Faurholt Risskov beskriver det i boligens salgsopstilling.
Helmigs gamle “hybel"
Før Allan Freivald, der sidste år solgte Sisters Point efter næsten 24 år ved roret, flyttede ind i det karakteristiske, gule bindingsværkshus, var det hjem for et andet kendt Aarhus-barn. Freivald købte nemlig huset tilbage i 2012 af ingen ringere end den folkekære troubadour Thomas Helmig og hustruen Renée Toft Simonsen.
Dengang solgte parret huset til den tidligere mode-boss for 14,4 millioner kroner. Det oplyser Boliga.dk. Syv år har Allan Freivald altså tilbragt i luksus-villaen med den tilhørende 1.644 kvadratmeter store grund i Risskov.
Foto: Boliga.dk