Gennem en årrække har Simi Jan boet i Pakistan og Afghanistan, der begge har været plaget af krige. Opholdet blev en personlig dannelsesrejse, som Simi Jan også vil fortælle åbent om i sit foredrag, der finder sted på Magasinet, den 5. november 2018.
Siri Jan brænder for sit arbejde som udenrigskorrespondent, og hun vil derfor også i løbet af foredraget fortælle seneste nyt fra verdens brændpunkter.
Dansk-pakistansk baggrund
Ligesom Simi Jan har et arbejde, der adskiller sig fra de fleste andres, så har hun heller ikke en baggrund, man finder 12 af pr. dusin.
Simi Jans har pakistanske forældre, der blev gift da moren stadig var teenager. Simi Jan er født i Danmark og voksede op på Københavns Vestegn i Værebroparken, som kan betegnes som en ghetto. Faren havde en kiosk, og moren arbejdede som pædagogmedhjælper. I skolen modtog Simi Jan modersmålsundervisning i urdu, og om eftermiddagen gik hun i koranskole.
Da Simi Jan var 15 år, traf moren en beslutning, der var nærmest uhørt i miljøet: Hun ville skilles. Simi Jan skjulte skilsmissen i skolen, da hun var bange for reaktionerne. I forbindelse med skilsmissen frasagde faren sig forældremyndigheden over sine fire børn, og de næste 15 år hørte Simi Jan intet fra sin far.
Simi Jans mor ville ikke gå med slør. Hun var en stærk kvinde, og hun blev landets første kvindelige buschauffør med indvandrerbaggrund.
Foredraget varer to timer, og starter klokken 19. Som skrevet finder det sted i Magasinet den 5. november. Prisen er 249 kroner. Billetter kan købes her.
Om Simi Jan:
Simi Jan er uddannet journalist fra Edinburgh Napier University i Skotland i 2003. Siden har hun arbejdet for Politiken, DR, BBC og TV2.
Simi Jan har som korrespondent rapporteret fra blandt andet Mellemøsten, Pakistan og Afghanistan såvel som Somalia, Norge og Australien.
Sideløbende med sit arbejde har Simi Jan i perioden fra 2003-2005 læst Mellemøststudier og arabisk ved Syddansk Universitet.
Endvidere er Simi Jan kendt af mange som en af hovedpersonerne i TV2’s populære dokumentarserie ’Korrespondenterne’.
I 2012 udgav Simi Jan sin anmelderroste bog ’Til te hos Taleban’. Bogen handler om at være korrespondent ude i verden, men der er personlige tråde tilbage til barndommen.