"Vores målsætning med Idrætsmødet er at komme 360 grader rundt om idrætten. Vi har haft en lang og positiv proces med at etablere Idrætsmødet, hvor vi har været i kontakt med mange mennesker og organisationer fra vidt forskellige områder af idrætten. Alle har bakket op om ideen, og nu glæder vi os til i fire dage intensivt at diskutere idræt," forklarer Morten Arvidsson, koordinator for Idrætsmødet.
Idrætsmødet består både af en konference, et klassisk folkemøde og en aktivitetsdel.
På konferencen samles idrætsfaglige og andre, der arbejder med idræt, om vidensdeling, best-practice og debatter over to dage fra torsdag den 29. august til fredag den 30. august. Konferenceprogrammet indeholder over 130 oplæg.
Fredag, lørdag og søndag afholdes et klassisk folkemøde med idrætten i fokus. Syv scener vil danne rammen om oplæg, debatter og diskussioner på sports- og idrætsområdet:
Endelig er der aktivitetsdelen, hvor gæster kan se og prøve en lang række spændende idrætsaktiviteter - lige fra gadeidrætsevents, over sundhedstjek og diverse boldspil, videre til e-sport og vandfestival. Over 25 sportsgrene vil være repræsenteret.
Hos Aalborg Kommune, der har været med til at føde ideen, er rådmand i Sundheds- og Kulturforvaltningen Mads Duedahl fuld af begejstring over det store og brede program og ikke mindst den opbakning, som ideen har mødt:
"Jeg er virkelig glad for den opbakning, vi fra start har mærket fra de store idrætsaktører i Danmark. Mange har tidligt budt ind med indhold til konferencen, til aktivitetsdelen og ikke mindst folkemødedelen. Det her skal være hele Danmarks idrætsmøde, hvor vi årligt sætter fokus på det idrætten kan. Den handler ikke bare om oplevelser. Den kan også give sundhed, fællesskab, nedbryde barrierer, bygge broer og meget meget mere," forklarer han i en pressemeddelelse.