Denne uge byder på et spændende program, når der spilles op til to balletforestillinger – eller hvad med en fin koncert eller fodbold og fadøl på stadion. Der er lagt op til en uge med et alsigtigt program. Læs med her, hvad du kan lave i den kommende uge.
Ballet: Svanesøen
Ugen starter med en ægte og fin ballet, når Den Russiske Statsballet opfører den kendte og elskede ballet, Svanesøen. Det sker tirsdag den 5. februar på Vejle Musikteater.
Man kan opleve den kendte musik af Tchaikovsky, betagende dans, samt det magiske plot og flotte kostumer og koreografier.
I spidsen for det hele har vi de russiske nationale ballet-stjerne-solister fra Moskvas berømte Bolshoj-ballet.
Ballet: Giselle
Torsdag den 7. februar er der igen mulighed for at opleve ballet, når Giselle bliver opført.
Vejle er én af de kun seks heldige byer, der i denne omgang får besøg af Den Kongelige Ballet og Aalborg Symfoniorkester når de opfører den romantiske ballet, Giselle, med Schandorf og Hübbes flotte koreografi.
Man bliver taget ind i en gribende historie om Giselle der står mellem to mænd – skovfogeden Hilarion, der tilbeder hende, og den unge hertug Albrecht, som hun er dybt forelsket i. Så der er lagt op til spænding.
Satiretegner på besøg
Den 7. februar kan du også møde tegneren Khalid Albaih der står bag mange kendte satiretegninger.
Det er primært på de sociale medier Khalid publicerer sine satiretegninger, der har til formål, at kritisere magtens ulighed og magthavere verden rundt.
Khalid har efterhånden fået mange følgere, og i skrivende stund har han 83.000 på Facebook.
Lige nu udstiller Khalid i Vejle Kunstmuseums særudstilling ”Lige til stregen”, som er en satirisk jordomrejse. Khalid er sudaneser, og født i Rumænien, men faktisk har han levet det meste af sit liv i Qatar.
På udstillingen i Vejle vil Khalid fortælle om de tegninger, der er med på udstillingen og de temaer og politiske problemer, han finder vigtige.
Arrangementet er gratis og åbent for alle, takket være støtte fra Statens Kunstfond
Koncert med Peter Sommer og Søren Huss
Fredag den 8. februar kan du opleve et fint sammenspil, når Peter Sommer inviterer Søren Huss med på scenen i Vejle Musikteater.
Peter Sommer fortæller: “Søren Huss er simpelthen The Dude, man vil elske at mødes med i musikken. Han behøver ikke sige ret meget, før at man præcist mærker hele hans indre skala. Fandeme sin egen, men altid med lysten til at dele med alle os andre blåtonede melankolikere. Tiggerne og jeg tager imod dette samarbejde med respektfuld kyshånd og glæder os til at høre Søren Huss på vores sange, og måske endnu mere, få lov til at spille med på nogle af hans”.
Koncert med Thøger Dixgaard
Samme dag, altså fredag den 8. februar, er der også en spændende koncert i Bygningen. Her indbyder den aarhusianske popsanger Thøger Dixgaard til fest
Thøger Dixgaard har de seneste år markeret sig som en del af toppen på den danske popscene, med landeplager som Blød Indeni, Tø Mig Op og Former, som tilsammen er blevet streamet millioner af gange. Med optrædener på Roskilde Festival, Smukfest, P3 Guld og Zulu Awards har han samtidig charmeret publikum med sin umiddelbarhed og ærlige tekstunivers.
Superligapremiere på stadion
Lørdag den 9. februar er det endeligt igen til fodboldkamp i Alka Superligaen, når Vejle spiller på hjemmebane mod SønderjyskE. Det bliver spændende at se hvordan de nye spillere i den røde trøje præsterer.
Vejle ligger lige nu på næstesidstepladsen i Superligaen, så de har i den grad brug for opbakning, så det kan komme ovenpå igen.