Nyheder24.dk
Forside Penge Alvorlig advarsel til danskere med penge i banken: Det kan...

Alvorlig advarsel til danskere med penge i banken: Det kan koste dyrt

penge, kontanter
Shutterstock

Mange danskere tror, at deres opsparing står trygt i banken. Men en skjult økonomisk fælde kan langsomt udhule værdien af pengene

Det giver en følelse af tryghed at have penge stående i banken. En økonomisk buffer kan være afgørende, når uforudsete regninger pludselig dukker op.

Men for mange danskere gemmer der sig et problem på opsparingskontoen.

Selvom pengene bliver stående urørte, kan de nemlig miste værdi år efter år.

Det viser nye tal, som Ekstra Bladet har omtalt.

Milliarder står på bankkontiene

Danskerne har tilsammen hele 1.318 milliarder kroner stående på private indlånskonti, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Men mange får kun en beskeden rente af deres opsparing.

Ifølge Nationalbanken ligger renten på indlån uden binding omkring 0,4 procent.

Samtidig nåede inflationen i september op på 2,2 procent.

Det betyder, at priserne stiger betydeligt hurtigere end pengene på mange almindelige opsparingskonti.

For en opsparing på 250.000 kroner giver en rente på 0,4 procent eksempelvis blot 1.000 kroner om året før skat.

Dermed kan pengenes købekraft falde, selvom saldoen på kontoen vokser en smule.

Ekspert peger på overset mulighed

Hos Santander mener Casper Grønholdt, der er Nordic Deposits Leader, at danskerne bør være mere opmærksomme på deres indlånsrente.

“Rigtig mange danskere er bekymrede for deres økonomi og bruger meget tid på at jagte tilbud på smør i supermarkederne. Men samtidig går de glip af en del penge ved at have deres opsparing stående på konti med meget lave renter,” siger han.

Advarslen kommer samtidig med, at danskernes økonomiske bekymringer vokser.

Forbrugertilliden faldt i oktober fra minus 13,7 til minus 17,2.

Samtidig steg inflationen fra 2,0 procent i august til 2,2 procent i september, blandt andet på grund af dyrere brændstof.

Derfor kan det være værd at undersøge, om opsparingen kan få en bedre rente.

Det kan være en måde at begrænse tabet af købekraft på.

Ads by MGDK