Grønløkkevej-krydset rammes af sporarbejde i forventeligt otte uger

I Byen
Trafikken omlægges i en periode, da letbanesporet skal anlægges på tværs af Grønløkkevej. Foto: Karsten Julsbjerg Andreasen
Letbanesporet anlægges nu på tværs af Grønløkkevej i et af byens vigtigste vejkryds. I fire uger fra 8. juli arbejder entreprenøren i hele krydset. Det vil ikke være muligt at køre igennem krydset fra hverken nord eller syd, og venstresving forbydes generelt i krydset.

Lige nu læser andre også

Cyklister og gående kan fortsat passere krydset. Dog skal cyklister forvente at skulle trække cyklen nogle steder.

Om ca. fire uger åbnes krydset mere op, men bilisterne skal fortsat forvente nogle restriktioner.

Andre veje

Det gode råd må være enten at undgå krydset i det hele taget eller blot følge skiltningen i området for nærmeste omkørsel.

Samtidig med arbejdet i Grønløkkevej-krydset bliver Vestre Stationsvej genåbnet for dobbeltrettet trafik. Ligeledes åbnes for trafikken mellem Store Glasvej og Vestre Stationsvej for at afvikle trafikken.

Se eventuelt nærmere på odenserundt.dk for at finde en omkørselsrute. På samme site kan man også få et overblik over andre vejarbejder i området i forbindelse med etableringen af letbanen. Det gælder eksempelvis på Middelfartvej og Vesterbro.

På Stadionvej er der fortsat ensrettet for bilister og cyklister i sydgående retning fra Richard Møller Nielsens Plads ned mod Middelfartvej. På Stadionvej forventes ensretning at blive fjernet senere på sommeren.

#byenibevaegelse

På eksempelvis Instagram benytter Odense Letbane hashtagget ’byenibevaegelse’. Mange odenseanere i bilkøerne er nok mere optaget af, at trafikken nogle steder har svært ved at være i bevægelse på grund af vejindsnævringer, ensretninger og omkørsler.

Siden anlægsarbejdet på Odense Letbane startede for to år siden, har det mere eller mindre forstyrret trafikken i Odense. Dette kan forståeligt nok ikke undgås, når man laver et 14,5 km langt anlægsarbejde tværs gennem en stor dansk by. Seneste tilfredshedsmåling lavet af Megafon tilbage i december 2018 viste da også, at 54% af borgerne finder, at anlægget af letbanen ’i meget høj grad’ medfører gener og ulemper.

Sidste stykke letbanespor i denne omgang bliver anlagt i 2021, hvilket vil betyde ophør af anlægsarbejdet i denne første etape. Tiden må vise, hvornår der bliver sat gang i etape 2 af Odense Letbane mellem Odense Zoo og Vesterbro, samt mellem Ejbygade ved Korsløkke Letbanestation og Vollsmose.
 

Man kan finde en omkørselsrute ved at kigge på odenserundt.dk. Foto: Karsten Julsbjerg Andreasen

 


 

 

 

Anbefalet til dig