Lukning af skolen på Lindvigsvej: Skolen er meget vigtig for børnene

I Byen
Foto: Annette Søgaard
Siden i fredags, har en mulig lukning af skolen på Lindvigsvej, skabt stor debat. Det har dog mest været politikernes holdninger, der er blevet hørt. Hos Horsens24 har vi taget fat i en af de berørte forældre, der fortæller om, hvad lukningen af skolen kommer til at betyde børnene.

Lige nu læser andre også

På Lindvigsvej går lige nu omkring 200 elever med særlige behov. Kommunen ser det dog som for få elever, og vil nu lukke skolen og rykke børnene op på de i forvejen pressede Kildegade og Fussingsvej. En lukning vil have store konsekvenser for de implicerede børn. Horsens24 har talt med Annette Søgaard, der er mor til en dreng på Lindvigsvej.

For lille skole

Annette Søgaard på 34 år har været hele møllen igennem. Hun har en datter på Kildegade, og hendes søn Jack, har gået på Fussingsvej, og går lige nu på den lukningstruede Lindvigsvej.

Jack er 11 år, men mentalt vurderes han til at være mellem 6-8 år. På Lindvigsvej er han det, som man kalder specialklassebarn. I disse klasser følger man ikke det traditionelle skolesystem. Annette fortæller, at Jack er tilknyttet klassen 2M, hvor de har delt holdene efter, hvor meget de forskellige børn kan klare. Noget som nok ikke på samme måde vil være muligt, hvis børnene rykkes til Kildegade.

”Jack har ikke rigtige timer – han er mest i sløjd, fordi det med bøger og den form for indlæring. Det kan han slet ikke,” forklarer Annette og fortsætter:

”Dem der går i specielklasserne, er vurderet til ikke at kunne komme i en normalklasse. Hvis de rykker dem til Kildegade, vil de blive pressede, fordi skolen er for lille. Børnene kan ikke med så mange elever på en gang.”

Flyttede før sommer

Med sin erfaring med at have en dreng med særlige behov, ved Annette, at der ikke er nok plads på Kildegade. Jack startede på Fussingsvej, hvor han ikke gik i specialklasse, og det gik slet ikke. De var dengang nødt til at holde frikvarterne forskudt, fordi børnene ikke kunne rumme det.

Det hjalp, da Jack før sommerferien sidste år, blev flyttet til specialklassen på Lindvigsvej.

Dengang var kommunens udlægning, at eleverne skulle rykkes, fordi der var bedre faciliteter og bedre plads, fordi der ikke var så mange elever. Annette tror dog, at det var for at se, om kommunen kunne redde skolen. Så hun tror ikke helt på kommunens begrundelse.

”Hvis forklaringen dengang var rigtig, så giver det ikke mening at skolen lukker nu, for så skal specialklasserne jo flyttes tilbage på Fussingsvej, hvor de kom fra, altså tilbage til de dårlige lokaler og mange elever,” siger Annette.

Ikke gode til forandringer

At det netop er disse elever med særligt behov, der skal flyttes, er ifølge Annette meget problematisk, da det ikke er godt for eleverne. Fx så er de fleste af dem ikke gode til forandringer.

Annette ved, at det vil påvirke hendes søn markant. Han er ikke god til, at der er for mange elever det samme sted, og vil derfor hurtigt ende i en konflikt med de andre. Annette ved også, at der er mange af specialklassebørene, der har det på samme måde, og hvis skolen lukker, så skal disse børn til at vende sig til at være i en stor skole igen efter sommerferien.

”Jeg synes, at det er synd, hvis de skal til det igen. Det er fuldstændig hul i hovedet, at de vil lukke Lindvigsvej i stedet for at flytte børnene fra Kildegade til Lindvigsvej, og så flytte børnene fra udskolingen til Kildegade,” siger Annette og uddyber:

”Faciliteterne på Lindvigsvej er bare bedre, end de er på Kildegade. De har jo næsten lige renoveret det dernede med nye gulve, og udenfor er det jo meget bedre, end det er på Kildegade.”

Bliver forældrene hørt?

Det var først fredag, at forældre og elever fik besked på at deres skole måske skal lukkes. Lærerne fik besked torsdag aften.

”De påstår jo, at de ikke har besluttet sig endnu, og at forældrene kommer med på samråd. De siger, at vi vil blive hørt,” siger Annette.

Annette tror dog ikke på det, og er ret sikker på, at kommunen allerede har taget beslutningen på forhånd.

For få elever

Kommunens begrundelse for at lukke skolen, er at der ikke er elever nok, og de mener ikke, at de kan tilbyde børnene den bedste læring, når der er så få elever. Annette forklarer:

”Det tror jeg bare ikke på. Hvis man skal til at proppe 200 elever ind på henholdsvis Fussingsvej og Kildegade. Det synes jeg bare ikke der er plads til. ”

Annette ser det som en fordel, at hun har haft et barn på hver skole. Hun har nemlig Jessie på 8 år, der går på Kildegade, og Jack på 11 der lige nu går Lindvigsvej.

”Man kan se, hvordan forholdene er i forhold til hinanden. Jack har også gået på Fussingsvej, så der har jeg også kunne se, hvordan det er,” fortæller Annette.

Forholdene er vidt forskellige. Annette finder forholdene rigtig gode på Fussingsvej taget i betragtning af de faciliteter der er, men der er for mange børn i klasserne. De er over 25 elever i næsten hver klasse. Så Annette har svært ved at se, hvor pladsen skal være til børnene, uden at vi ender med overfyldte klasser.

På Kildegade, hvor Annettes datter Jessie går, er der 21-22 elever i klasserne, så hun kan ikke se, hvordan det skal fungere, hvis der skal fyldes endnu flere elever ind i klasserne.

”Jeg synes der er problemer nok i min datters klasse i forvejen. Der vil slet ikke være plads til børn med svære behov.”

På Lindvigsvej er der 62 % af børnene tosprogede, hvilken måske kan give ydereligere udfordringer.

”De børn vil også kræve ekstra af lærerne, fordi de ikke forstår sproget på samme måde.”

Beholder lærerne i specialklasserne

Forældrene til børnene på Lindvigsvej har, indtil videre, ikke fået så meget information. Det er dog kommet frem, at lærerne i specialklasserne får lov at beholde deres job, så det må forventes, at de rykker med på Kildegade eller Fussingsvej. Annette fortæller, at der i hendes datters klasse i forvejen er rigtig mange vikarer på.

”Nogen gange så kommer der slet ikke nogen lærer, så er en af de andre klassers lærer der åbner, og så sidder børnene i klassen selv, så det er slet ikke holdbart, for børnene fra specialklassen,” fortæller Annette, som også ved, at flere af børnene vil have ekstra behov for støtte og hjælp, så det er dermed ikke hensigtsmæssigt at sætte dem i en traditionel skoleklasse. Annette uddyber:

”Så synes jeg, at det er bedre, at tage nogle af dem fra de andre skoler og flytte ned. De er mere rustede til det. Og der er plads til 400 elever mere dernede. Dem kan de sagtens tage fra Kildegade, synes jeg. Det betyder selvfølgelig også flytning for dem på Kildegade, men jeg tror på det er bedre for dem, end for børnene på Lindvigsvej,” pointere Annette og uddyber:

”Det er godt nok mange elever der skal flyttes rundt, men jeg mener, at det vil være det bedste i sidste ende.”

Demonstration for bevarelse af skolen  

Annette fortæller, at der er en demonstration den 11. april, hvor borgere der gerne vil bevare skolen går samlet fra Lindvigsvej ned mod Rådhuspladsen. Annette er sikker på at demonstrationen vil gøre en forskel:

”Jeg tror vi vil blive hørt. Der er allerede rigtig mange indsamlinger af underskrifter. Der har været lavet allerede i går. Både elektronisk og fysisk. Vi har også været nede og stå på skolen, så der er kommet over fysiske 200 underskrifter. Og så er de jo nødt til at høre på, hvad vi siger. Det plejer at virke, når der kommer en hel masse mediedækning,” slutter Annette af.

 

Anbefalet til dig