I Den Gamle Bys 1974-kvarter kan du tage en elevator, der bringer dig 1200 år tilbage i tid. Det er udstillingen Aarhus Fortæller, der med Aarhus som eksempel fortæller de danske byers historie fra vikingetid og helt frem til i dag.
Den permanente udstilling, der åbnede i april 2017 som del af Europæisk Kulturhovedstad 2017, har nu rundet gæst nummer 400.000.
”I 2018 besøgte cirka hver tredje gæst i Den Gamle By udstillingen Aarhus Fortæller. At andelen ville være så stor, havde vi slet ikke turde håbe på, inden vi åbnede tilbage i 2017. Men vores publikumsundersøgelser viser også, at folk er meget glade for udstillingen. Faktisk har vi haft så mange gæster, at et gulv i udstillingen blev slidt ned – og vi har været nødt til at udskifte det”, fortæller Martin Brandt Djupdræt, overinspektør i Den Gamle By.
Nyheder i udstillingen
Selvom udstillingen er permanent, så betyder det ikke, at der ikke, at den ikke fornyes.
”Et af målene med udstillingen har været at give historien tilbage til Aarhus. Det betyder også, at vi er nødt til at opdatere og forny i takt med, at tiden går. For eksempel har vi lige opdateret den del, der handler om besættelsestiden med blandt andet et frihedskæmperarmbind og en stengun, og der er også tilføjet de lysende skibe fra Europæisk Kulturhovedstad 2017-åbningen og en film om hele kulturåret”, fortæller Martin Brandt Djupdræt.
Fakta om Aarhus Fortæller:
Aarhus Fortæller er en 800 kvadratmeter stor interaktiv udstilling, der ligger under jorden i Den Gamle By. Her kan du gå på opdagelse i Aarhus’ historie fra vikingetid og frem til i dag. Udstillingen blev til med støtte fra Købmand Herman Sallings Fond og Købmand Ferdinand Sallings Mindefond på 70 mio. kr.