Priden kommer til Kolding – begivenheden var i første omgang en prank

I Byen
Foto: Cecilie Rymer
Den 31. August får Kolding sin helt egen Pride. Det hele startede ud som en prank, men er nu endt med at Priden kommer til Kolding. Kolding24 har talt med Cecilie Rymer, som tog opgaven op og fik tilladelserne til Pride Kolding i hus.

Lige nu læser andre også

Snart kommer der farver og glæde i gaderne i Kolding, når Pride Kolding bliver en realitet. Arrangøren bag forventer et stort fremmøde. Vi har talt med Cecilie Rymer om, hvorfor en Pride i Kolding er så vigtig.

Oprindelig en prank

Der har lige været Pride i København, og derfor kan det virke som oplagt, at de mindre byer også arrangerer lignede arrangementer. Det var også præcis, hvad folk troede, at der blev gjort, da en begivenhed om en Pride-parade i Kolding dukkede op på Facebook. Folk begyndte at tilmelde sig, men efter et par dage blev der skrevet i begivenheden, at det blot var en prank. På det tidspunkt var der allerede mange tilmeldte, og derfor valgte Cecilie Rymer, at tage sagen i egen hånd og lave en rigtig begivenhed, så Kolding også kunne få sin egen Pride.

”Det startede med, at der var en, der havde lagt det op for sjovt. Han endte med at sige, at det var en prank, og så overtog jeg det derfra. Så lavede jeg en ny begivenhed,” fortæller Cecilie.

Foto: Cecilie Rymer

Tror på 150 deltagere

Det er gået rigtigt godt med det med forberedelsen til Pride Kolding, og Cecilie er forhåbningsfuld frem mod begivenheden. Der ligger også et kæmpe administrativt job bag, hvor Cecilie har skulle skaffe diverse tilladelser.

”Jeg har arbejdet med at få tilladelser igennem både fra kommunen og fra politiet. Og få skabt opmærksomhed, så folk hører om det. Jeg har arbejdet meget med at få ordet ud,” fortæller Cecilie.

Indtil videre er der 100 tilmeldte og 350 interesserede, så Cecilie håber på et godt fremmøde på omkring 150 mennesker.

Hvis man vil være med i Priden, så mødes folk på SDU klokken 12.00, og så går man i parade ned til Slotssøen. Om aften er fest på Jernbanecaféen.

Foto: Cecilie Rymer

Håber på et større LGBT-miljø

Cecilie har fine forventninger til den kommende Pride:

”Jeg håber bare at folk møder op, og har en fest og har lyst til, at vi laver det til en årlig ting. Jeg håber på at skabe et større LGBT-miljø i Kolding,” fortæller Cecilie.

Lige nu er miljøet ikke særligt stort, men Cecilie arbejder hårdt for at være med til at få det til at vokse. Pitstop laver fester for LGBT-miljøet, men ellers er det sløvt med udbuddet, og det vil Cecilie gerne lave om på.

”Vi har Spectrum, som er noget der findes i Odense og i Kolding. Her bliver jeg leder her i september for den nye sæson, der kommer op. Det kunne jeg godt tænke mig blev større, så vi havde et miljø, hvor vi kunne mødes til filmaften eller grillaften eller bare et eller andet. For lige nu er vi seks personer som kommer fast,” fortæller Cecilie.

Det hele foregår på SDU i Kolding, hvilket egentlig har været lidt et problem, da folk dermed forbinder det med universitetet, og derfor tror, at det kun er for de studerende. Men arrangementerne er for alle i Kolding og omegn.

Arrangementet har været der cirka et år, men har som sagt en meget lille tilknytning. Cecilie er dog forhåbningsfuld, og kan allerede se, at der er kommet flere medlemmer i deres grupper, og så håber hun også at Priden kan sprede budskabet.

Første gang er den 10. september, og herefter mødes de hver anden tirsdag.

Derfor skal du til Pride Kolding

”Det handler bare om at have lyst til at møde op, og være en del af et miljø, hvor man bare kan være sig selv,” fortæller Cecilie.

Cecilie har også en afsluttede bemærkning om, hvorfor man skal komme til Priden:

”Man skal komme for at have en fest og være en del af noget større. Det er bare meningen at vi skal have fest og få lov til at være os. Og få et større LGBT-miljø i Syd- og Sønderjylland, for alt foregår i de større byer som København, Aarhus, Aalborg eller Mangfoldighedsfestivalen i Odense.”

Program

12:00: Priden starter ved SDU.
12:30: Afgang fra SDU.
13-13:30: Ankomst til Slotssøen.
13:30-??: Hygge ved Slotssøen.

21:00: Efterfest på Jernbanecaféen.
23:00-03:00: Live musik med Ken Wagner

Du kan læse mere om Priden her og deltage i begivenheden.

Der er også en begivenhed til efterfesten her. 

Læs om Spectrum her. 

 

Anbefalet til dig