Succesforfatter sætter ord sin opvækst med en depressiv mor

I Byen
Peter Øvig Knudsen har bl.a. skrevet de storsælgende bøger om Blekingegadebanden. Foto: VejleBibliotekerne
Da Peter Øvigs mor døde, følte han en fantastisk befrielse. Gennem hele hans barndom var hun psykisk syg med depressioner, og den dag hun dør, beslutter han sig for at skrive en bog - en bog om hende og om at vokse op i et hjem, præget af ensomhed, tavshed og angst

Lige nu læser andre også

Journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen har udgivet adskillige dokumentariske bøger om nyere danmarkshistorie og har været særligt optaget af at skildre frihedskampe og oprørsbevægelser i bøgerne Efter drabet (2001), Birkedal (2004), Blekingegadebanden (2007), Hippie (2011-2012) og BZ - Du har ikke en chance - Tag den! (2016), hvor nye og ikke hidtil hørte stemmer fortalte om BZ-bevægelsens historie. . Mød den spændende forfatter og hør ham fortælle om bogen "Min mor var besat" og om en hård skriveproces, hvor han selv måtte kæmpe med depressionen.

Planen for bogen Min mor var besat, som udkom i maj i år, var også som sædvanlig nøgternt og sagligt at undersøge årsagerne til morens depressioner. Samtidig skulle bogen give et billede af de traumatiske hemmeligheder bag parcelhuskvarterernes pæne facader. Men under arbejdet med bogen begyndte noget at gå i skred i forfatteren: Peter Øvig Knudsen blev selv ramt af en svær depression og måtte til sidst indlægges på en lukket, psykiatrisk afdeling.

Et hjem med borgerlige normer 

Med udgangspunkt i bogen fortæller han om et stykke danmarkshistorie: Om den generation af kvinder, der trods begavelse og drømme blev husmødre, før kvindekampen slog igennem. Og om de børn, der voksede op i et miljø, hvor de borgerlige normer var vigtigere end børnenes trivsel. Samtidig er det en personlig fortælling om at skifte syn på psykisk sygdom og psykiatri, på sin mor og sig selv, om elektrochok som behandlingsform, om at bryde tabuet og snakke om depression og om, at der findes to slags mennesker: dem der har haft en depression og dem der ikke har. 

Peter Øvig Knudsen har modtaget flere priser, bl.a. Cavlingprisen, Læsernes Bogpris og prisen for Årets Historiske Bog for Blekingegadebanden.
 

Anbefalet til dig