Traditionsrig vinylmesse sælger ny nostalgi til streaming-generationen

01/4/19 08:18

Christian Granhøj Skouboe

Foto: Musikhuset Posten
Interessen for vinyl vokser og vokser, flere og flere lytter og fordyber sig i den fede vinyl-lyd og ikke mindst oplevelsen af de fantastisk kunstneriske udførte covers.

Første lørdag i april danner Posten traditionen tro rammen om den nu 66. udgave af Odenses Internationale Plademesse, som har eksisteret siden 1984, og er dermed Danmarks ældste.

Nye udgivelser udkommer i dag både på vinyl og cd. Fyns største udvalg af brugt og nyt vinyl finder du med garanti på POSTEN denne dag. Hvor 40 standholdere fra både Danmark og Tyskland står klar med 5-6 ton vinyler, eller cirka 35.000 plader fordelt på over 100 meter stande.

Med det brede udbud markerer messen sig som en af de absolut største og bedste i landet.

Der vil også denne gang være publikumskonkurrencer, hvor der kan vindes koncertbilletter til Posten samt gavekort til Record Pusher, Moby Disc Records og Amo Musicam. Amo Musicam er dansk distributør for det portugisiske label Golden Pavilion, som udbreder kendskab til musik som er sært, skørt, ikke-så-kendt og fedt.

Tommy and The Rockets vil også møde op med egne vinyludgivelser, som interesserede kan få signeret. Desuden vil der være spændende merchandise med Tommy and The Rockets.

Alle stande er fyldt til randen med et utroligt stort udbud, naturligvis af vinyl i alle formater, men også CD’er og DVD’er med alle genrer fra 50’erne og frem til i dag.

Der er masser af sjældne samlerobjekter og almindelige tilgængelige vinyler til salg. Man kan også finde promotion- og fanklub-udgivelser, der aldrig før har været til salg i en pladebutik. Der er endvidere et stort udvalg af merchandise for enhver smag, bl.a. bøger, T-shirts og lignende.

Arrangørerne gør opmærksom på, at man ikke ønsker at se salg af piratplader og andre udgivelser, der krænker kunstnernes ophavsret, på plademessen.