Livet som tilflytter kan ofte være svært, især hvis man er alene og ikke kender nogen i den nye by, som man flytter til. Sådan var tilfældet for 21-årige Signe Müller, der oprindeligt er fra Broager i Sønderjylland, men den dag i dag føler sig som en vaskeægte vejlenser.
Det har dog været en lang sej vej, for den unge receptionistelev på Munkebjerg Hotel, der i mere end 11 måneder boede i en by, hvor hun følte sig ensom og deprimeret. Hun flyttede til Vejle i december 2016, hvor hun skulle starte som receptionistelev på Kryb i Ly i Fredericia, men arbejdstiderne gjorde det besværligt for hende at møde nye mennesker.
”Der hvor jeg arbejdede, der havde jeg stort set kun aftenvagter. Så når jeg mødte ind, så gik de andre hjem, og der var jeg ofte alene fra klokken 16:00 til 24:00. Så der var ikke rigtig nogle kolleager at snakke med, og arbejdstiderne betød også, at når jeg havde fri, så var andre på arbejde, og når jeg var på arbejde, så havde de fri,” fortæller Signe Müller, der føler det havde været lettere, hvis hun i stedet var startet på skole.
”Det var forfærdeligt. Det havde været meget nemmere, hvis jeg var startet på en skole, så havde jeg haft en klasse at komme ind i, hvor man helt automatisk lærer nye mennesker at kende,” siger hun.
Social angst gjorde det svære
Tiden i Vejle var derfor alt andet end den drøm, som den unge sønderjyde havde håbet på, da hun erstattede den lille landsby med 3.276 indbyggere til en by med næsten 20 gange så mange mennesker.
”Jeg kendte stort set ingen mennesker i 11 måneder. Det endte faktisk med, at jeg blev vildt depressiv. Jeg var virkelig trist, og jeg havde ikke lyst til at tage af sted på arbejde. Det endte der, hvor jeg var tæt på en sygemelding, fordi jeg var så ensom. Hver gang jeg havde en fridag, så kørte jeg hjem til Broager, så det var en kæmpe belastning med alt det flakken frem og tilbage,” fortæller Signe, der havde svært ved at finde ud af, hvordan hun skulle møde nye folk.
”Jeg vidste ikke, hvordan man skulle gå ud og skabe et netværk. Folk sagde til mig, at jeg bare skulle melde mig ind i fitness og snakke med nogen dernede. Det følte jeg bare ikke, at jeg kunne. Jeg tænkte, at folk er der nede for at træne, og ikke for at få mig til at komme hen og sige ’Hej, vil du være min ven’,
”Det handler selvfølgelig meget om, hvordan man er som person. Min ene bror fortalte mig, at nogle af hans venner bare var taget alene i byen, og på den måde mødt nye venner, men det kan jeg ikke, sådan er jeg ikke,” lyder det fra Signe, der åbner op om et liv med social angst i bagagen.
”Jeg har noget social angst, og det har altid været sådan, at jeg ikke har brudt mig om at omgås mange mennesker, eller gå hen og møde nye mennesker. Så jeg var meget genert og indelukket, men det betyder ikke, at jeg ikke havde lyst til det. Jeg var bare ikke personen, der kunne tage i byen alene og snakke med nogen, jeg ved ikke hvorfor, men sådan føltes det,” lyder det fra Signe.
Sådan så det opslag ud, der vendte op og ned på Signes liv.
Jodel hjalp Signe med nye venskaber
Heldigvis for Signe så kæmpede hun alligevel imod angsten for det sociale, og derfor endte hun med at oprette et opslag på den anonyme sociale app Jodel, som i bund og grund er en anonym opslagstavle i den by man bor i.
Her skrev Signe et opslag om, at hun havde boet i Vejle i et år, men stadig ikke kendte nogen mennesker.
”Jeg var så ked af, at jeg ikke havde nogen venner, og så blev jeg simpelthen nødt til at gøre et eller andet. Jeg kendte så den her Jodel app, men jeg havde aldrig selv lavet et opslag, men det gjorde jeg så,” siger hun.
Lynhurtigt var der respons, og langsomt fandt Signe ud af, at der faktisk var mange andre unge mennesker i samme situation som hende.
”Okay. Der var faktisk mange, der var flyttet til Vejle og som manglede nogen at snakke med. Så var der pludselig en der kommenterede, at der var en Snapchatgruppe for tilflyttere. Der blev jeg tilføjet til en gruppe med 15 andre, hvor vi så skrev om at mødes,” lyder det fra Signe, der dog alligevel var lidt tilbageholden.
”Det var dog ret skræmmende, for man kender ikke de her mennesker, og hvad kunne de ikke finde på? Ingen turde sende billeder, så det var bare ren tekst og man anede derfor ikke, hvem man skrev med. Så kom der et tidspunkt, hvor folk var lidt mere åbne, og så begyndte vi at sende billeder,” fortæller Signe.
Billederne gav hurtigt et indtryk af hvem personerne var, og selvom de andre ikke umiddelbart mindede om Signe selv, så havde de bare fået opbygget et helt specielt bånd.
”Pludselig kunne man jo se, hvem personerne var, og selvom det normalt ikke ville være en type, jeg hang ud med hvis jeg bare havde set personen i byen, så havde vi bare allerede skabt en eller anden form for connection. Der var fem af os, der bare havde et virkelig godt bånd, så vi aftalte at mødes,” lyder det fra Signe, der først ville mødes med en af pigerne fra gruppen.
”Først mødtes jeg med en af pigerne derinde fra, som havde slæbt sin veninde med, og bagefter tog vi ned på Lucky’s Sportsbar, hvor vi mødte to af drengene, der også først lige havde mødt hinanden. De snakkede vi og fik nogle øl, og det var bare starten på noget rigtig godt,” siger den 21-årige receptionistelev, der fortæller om, at kontakten fortsatte lige med det samme.
”Det var helt sindssygt, så meget kontakt vi havde med hinanden efterfølgende. Min telefon vibrerede fra klokken otte om morgen og til klokken fire om natten. Vi begyndte at mødes oftere, og selvom et par stykker faldt fra, så var der faktisk også nogle, der endte i et forhold,” siger hun.
Var på vej hjem til Broager
Det var her på Luckys, at Signe mødte sine nye bedste venner for første gang.
Signe havde boet i Vejle i næsten et år, før hun fik sine første rigtige venskaber. Hun havde dog ikke været i Vejle den dag i dag, hvis ikke hun havde taget mod til at oprette opslaget på Jodel. Signe fortalte nemlig, at hun allerede var i gang med at søge hjem til de trygge rammer i Broager.
”Jeg var allerede i gang med at kigge på lejligheder i Broager, efter at jeg sagde mit job op på Kryb i Ly. Så fandt jeg heldigvis dem på Jodel, og nu kan jeg slet ikke forestille mig at flytte herfra igen. Jeg er blevet så glad for det, glad for byen, og jeg har en følelse af, at det er her jeg altid skal være,” fortæller Signe inden hun uddyber:
”Hvis Jodel ikke havde eksisteret, så havde jeg nok ikke siddet her og snakket med dig lige nu. Det ændrede det hele og nogle gange bliver jeg faktisk bange ved tanken om, at jeg var flyttet hjem og ikke havde mødt de her mennesker,” beretter hun.
Oppe at toppes med en OB-fan
I en tidlig alder spillede Signe fodbold hjemme i det sønderjyske, men hun havde aldrig før været på et rigtigt stadion for at se fodbold. Med den nye identitet som vejlenser, følte Signe derfor, at hun skulle af sted til en fodboldkamp, og det blev startet på et nyt kærlighedsforhold til Vejle Boldklub.
”Jeg så et opslag om, at der var gratis entre til kampen mod Fredericia, så jeg tog der op med min veninde Katrine, jeg mødte gennem Jodel. Nu var jeg jo blevet så glad for Vejle, og jeg ville rigtig gerne Vejle, samt føle mig som en del af fællesskabet, og det kan man bare mærke til sådan en kamp,” fortæller Signe, der altid står i svinget ved hjemmekampene.
”Så nu forsøger jeg at komme med til alle de kampe jeg kan, hvor jeg står ovre i svinget ved stemningsskaberne. Så føler man sig som om, at man er en del af noget. Alle er glade, man står i de samme trøjer, og det føler jeg ikke, at jeg kunne være foruden i dag,” lyder det fra VB-fanen.
Følelserne for Vejle Boldklub er hurtigt kommet under huden på sønderjyden, der har svært ved at pakke skuffelsen væk, hvis hendes hold taber. Det resulterede blandt andet i, at hun var oppe at toppes med en OB-fan efter fynboerne besøgte kampen.
”Vi kommer gående og jeg er lettere irriteret, fordi VB har tabt. Så kommer der to OB-fans gående imod os, og på afstand kan man høre, at de både sviner VB, men også Vejle til som by. De kalder byen lorteby, og det havde jeg svært ved at forstå. Hvorfor kunne de ikke bare være glade over, at deres egen klub lige havde vundet? – Og så var jeg bare så glad for min by, at jeg kom til at svare igen, og det var de ikke helt glade for,” fortæller Signe, der heldigvis havde hendes gode kammerat med som støtte.
Bare spring ud i det
Signes liv har taget en vild drejning på et år, hvor hun gik fra at være deprimeret og med tanker om at flytte hjem, til at hun pludselig fik nogle tætte venskaber, en kæreste og et arbejde, hvor hun har fået nogle gode kolleager, som hun også kan omgås med privat.
Det tog dog længe for Signe at tage det første skridt, og derfor vil hun gerne opfordre andre, der er i en lignende situation til at springe ud i det, selvom det kan være svært.
”Mit råd til nye tilflyttere må være, at man bare skal springe ud i det. Jeg ved selv hvor svært det kan være, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke fik gjort det noget før. Så kunne jeg måske have undgået at gå ensom og alene i 11 måneder. Da jeg endelig tog mig sammen og tog det første skridt, så fandt jeg hurtigt ud af, hvor ufarligt det faktisk var, og det har været den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget,” slutter Signe Müller.
