Nyheder24.dk
Forside Indland Advarsel til badegæster: Det blå flag kan snyde dig

Advarsel til badegæster: Det blå flag kan snyde dig

Advarsel til badegæster: Det blå flag kan snyde dig
Kolforn (Wikimedia)

Det bør du vide, før du bader

Solen lokker mange danskere til stranden i sommermånederne, og for de fleste er et blåt flag et tegn på rent vand og trygge badeforhold.

Men netop den antagelse kan være en fejl, der i værste fald kan koste en omgang med sygdom.

Efter kraftige skybrud kan badevandet nemlig være forurenet, selv om det blå flag stadig vajer over stranden.

Årsagen er, at store mængder regn kan få kloaksystemerne til at løbe over.

Når det sker, kan spildevand med bakterier ende i havet, og det øger risikoen for forurenet badevand.

Det skriver DR.

Viser ikke øjebliksbilledet

Det blå flag er en international miljømærkning, som stiller høje krav til blandt andet vandkvalitet, sikkerhed og faciliteter.

Men flaget fortæller ikke nødvendigvis, hvordan vandet ser ud netop den dag, du står klar til at hoppe i.

“Hvis du står på en blå flag-strand eller andre strande lige efter et skybrud, er det en god ide at tjekke kvaliteten af vandet, inden du hopper i. Især hvis du er i et område, hvor du ved, der er risiko for overløb af kloakken. Det blå flag kan godt være oppe, selv om vandet ikke er rent,” siger Sune Rønne Møller, konsulent i Friluftsrådet.

På blå flag-strande bliver badevandet analyseret mindst ti gange i løbet af sæsonen.

Prøverne undersøges blandt andet for E. coli og enterokokker, men analyserne tager flere dage at gennemføre.

Derfor kan vandkvaliteten have ændret sig, siden den seneste prøve blev taget.

Flere skybrud øger risikoen

Hos DMI forventer man, at klimaforandringerne vil føre til flere kraftige regnskyl i de kommende år.

Hvis temperaturen globalt stiger med omkring tre grader, viser DMI’s fremskrivninger, at Danmark kan få omkring 50 procent flere skybrud om året.

Det øger risikoen for overløb fra kloakker og dermed også for bakterier i badevandet.

Derfor anbefales det altid at tjekke den seneste badevandsanalyse på kommunens hjemmeside eller på informationstavlen ved stranden, især hvis der for nylig har været kraftig regn.

Det gælder også strande uden det blå flag, hvor kommunerne fortsat har pligt til løbende at kontrollere vandkvaliteten.

Ads by MGDK