Ingen ved helt hvorfor.
Lige nu læser andre
Der lyder nye ord i klasselokalerne over hele landet. De to ord “six seven” bliver sagt, råbt og grinet af danske børn, uden at nogen helt ved hvorfor.
Det begyndte som en internettrend, men er nu blevet en fast del af børnenes hverdag.
På Skørping Skole i Nordjylland siger eleverne udtrykket dagligt, også i undervisningen, hvor læreren må trække på smilebåndet, når svaret på et regnestykke tilfældigvis er 67.
Fra TikTok til skolebænken
Udtrykket stammer fra USA, hvor det har bredt sig på sociale medier som Snapchat, YouTube og TikTok. Eleverne hører det igen og igen i videoer og bruger det uden at tænke videre over, hvad det betyder.
“Jeg siger det for eksempel, når min far kører mig i skole, og der lige er seks-syv minutter til, vi skal være der,” siger Edison Kalsen fra 7.B til Danmarks Radio.
Læs også
Oprindelsen kan spores til sangen Doot Doot (6 7) af den amerikanske rapper Skrilla. Senere blev udtrykket knyttet til basketballspilleren LaMelo Ball, som er seks fod og syv tommer høj, og herfra tog trenden fart i memes og korte klip.
Et ord uden mening og netop derfor populært
Flere lærere oplever, at udtrykket bruges i tide og utide, men de fleste tager det med et smil.
Det er ifølge sprogforskere helt naturligt, at børn tager nye ord og vendinger til sig, som de ældre generationer ikke forstår.
Sprogforsker Michael Ejstrup kalder “six seven” et såkaldt kometord, et ord der dukker op pludseligt, breder sig hurtigt og forsvinder igen.
“De er i gang med at danne sig et sprog, som inkluderer dem i de grupper, de færdes i. På den måde tager de også afstand fra dem, der er ældre,” siger han.
Læs også
Han mener, at voksne ikke behøver at forstå betydningen for at acceptere fænomenet. Når børnene bruger udtryk som dette, handler det mest om fællesskab, ikke om mening.