Hvad ville du give kongen og dronningen i gave? Det spørgsmål har mange stillet sig selv, og flere har også budt ind med deres svar ved at give kongeparret en gave.
Men det har aldrig været offentliggjort hvad de ( kongeparret red.) egentlig fik. Altså ikke før nu.
Kongehuset har netop offentliggjort den første officielle gaveliste for det første halvår af 2024.
Det er første gang, at kongehuset har offentliggjort en liste over de gaver, som kongeparret har modtaget, og derfor kan man nu få svar på spørgsmålet: "Hvad mon de får i gave, når de er på officielle besøg og arrangementer?".
Listen indeholder gaver af "beskeden økonomisk værdi", men det er uklart, hvad grænsen præcist er. Der henvises dog til reglerne for det norske og britiske kongehus, hvor grænsen i Norge ligger på 1000 kroner (svarende til cirka 600 danske kroner), mens den britiske grænse ligger på omkring 1300 kroner.
Gaver, der er modtaget i forbindelse med tronskiftet, eller som er givet af familiemedlemmer og venner, er dog ikke inkluderet på listen.
Her er nogle af de gaver, kongefamilien har modtaget:
Kongeparret har modtaget:
Seks højskolesangbøger med indgraverede navne fra Folkehøjskolernes Forening.
To salmebøger med indgraverede navne fra privatskolen Det Kongelige Vajsenhus.
Et gallafoto, et glasfad, tre bøger og et tørklæde fra det norske kongepar i forbindelse med et statsbesøg.
Et gallafoto, to blå vaser, to tørklæder, øreringe og en taske fra det svenske kongepar i forbindelse med et statsbesøg.
En hundepisk og øreringe fra byen Qaanaaq i Grønland i forbindelse med et officielt besøg.
En regnjakke og en fleecetrøje fra Pituffik Space Base (tidligere Thule Air Base) i forbindelse med et officielt besøg i Grønland.
Et slips af indisk silke, to lysestager og et sjal fra Indiens ambassadør i forbindelse med et besøg i Danmark.
Kongen har modtaget:
Glas fra Den Danske Frimurerorden i forbindelse med kongens fødselsdag.
To franske hatte med påtrykt navn og et tørklæde fra borgmesteren i den franske by Laàs.
To flasker traditionel kinesisk spiritus med hilsen fra Kinas præsident via den kinesiske ambassade i Danmark i forbindelse med kongens fødselsdag.
Dronning Mary har modtaget:
En krukke i stentøjsler med låg af egetræ fra SCT. Maria Hospice i Vejle i forbindelse med et officielt besøg.
Kronprins Christian har modtaget:
Syv bøger om Danmark under besættelsen fra en unavngiven borger.
Dronning Margrethe har modtaget:
En buste fra en unavngiven borger.
Prinsesse Benedikte har modtaget i forbindelse med sin 80-års fødselsdag:
Et pashminatørklæde fra Ballettens Venner.
Et pashminatørklæde og en uldplaid fra Elsass Fonden.
Et stofstykke fra Laugenes Opvisning.
Dele af julestellet Stjerne Riflet Jul fra regeringen og Folketinget.
En donation på 5000 kroner til OB-PS, et globalt netværk, der hjælper pigespejdere, fra spejderforeninger i Danmark.
Øreringe i grønlandsk guld fra prinsessens protektioner og æresmedlemsklubber inden for hestesport.