At blive mor er en stor ting. I takt med at tiden går og maven vokser, sker der ikke kun fysiske forandringer, men også psykologiske, som gør moderen klar til det store ansvar, der venter hende.
Det ved Cana Buttenschøn om nogen.
Hun er uddannet jordemoder, har skrevet flere bøger om moderskab og fødsler, og deler også ud af sin viden og sit liv på de sociale medier. Det gjorde hun også, da hun stødte på sit livs krise og fik den værst tænkelige besked, en kvinde kan få.
Da Cana og hendes mand i 2021 ventede deres første fælles barn, var alt planlagt og tilrettelagt. Det eneste, der manglede, var at få det nyfødte barn i armene. Et fødekar blev sat op i hjemmet, da hun ønskede at føde hjemme, i vand. Da fødslen for alvor gik i gang, ankom jordemoderen, men det gik ikke som forventet.
"Fødslen begyndte at trække ud, og da min jordemoder mærkede på min livmoderhals, følte hun noget, der blokerede," fortæller Cana i et interview med alt.dk.
Cana, der er jordmoder, mærkede selv efter, og allerede dér var hun ikke i tvivl om, at der var noget, der ikke skulle være der. Hun var selv sikker på, at det var kræft.
Det, der skulle have været en rolig og smuk hjemmefødsel, blev i stedet en nødsituation og kaotisk oplevelse, hvor hun blev transporteret til Rigshospitalet for at få foretaget et akut kejsersnit, hvor undersøgelserne med det samme begyndte.
Canas fornemmelse holdt stik. Det var en kræftknude i hendes livmoderhals, som blokerede og gjorde fødslen umulig. Det føltes som et levende mareridt at skulle være mor og samtidig få en besked, der føltes som en dødsdom.
Cana var selv overbevist om, at kræften havde spredt sig, da hun ellers havde fulgt screeningsprogrammet for livmoderhalskræft, og prøverne altid var kommet tilbage normale og uden tegn på øget risiko. Derfor frygtede hun, at hun var døende, og at det ville gå hurtigt. Det betød derfor meget for hende, at familien skulle være samlet og nyde tiden sammen.
Den efterfølgende tid var et virvar af lykke, bekymring, sorg og frygt for at miste alt. Heldigvis, på trods af at lægerne havde overset kræftknuden, mente de, at hun ville blive rask, og det valgte Cana at tro på.
I dag er hun heldigvis raskmeldt og har det godt. Men sorgen og frygten for at miste, samt tanken om, hvad hendes børn kunne have mistet, har sat sig dybt i hende.
"Sygdommen fik det hele til at træde tydeligt frem. Jeg blev meget bevidst om, hvor dejligt et liv jeg havde. Og vi havde sammen. Det var en smuk erkendelse. Men også drønhårdt. Alt omkring mig var en konstant påmindelse om det, jeg risikerede at miste," fortæller Cana, afslutningsvis.
