Den danske musiker Christopher har taget både Danmark og udlandet med storm med sine mange hits. Men før sit store gennembrud var det en drøm, han stræbte efter med stor ihærdighed. Som 19-årig fik han sin første pladekontrakt, og især de seneste år har han arbejdet ekstra hårdt for at slå igennem internationalt. Denne jagt på succes har dog haft store personlige konsekvenser for ham.
Det fortæller Christopher i sin nye podcast "Hvem er Christopher" på DR. For selvom livet som popstjerne kan se glamourøst ud udefra, er det et benhårdt arbejde at jagte drømmen om en international karriere med en fanbase, der rækker langt ud over Danmarks grænser.
Denne jagt betød blandt andet, at han var nødt til at forlade sin hustru og deres to døtre i omkring et halvt år for at forfølge karrieren i udlandet. Den lange tid væk fra familien fik Christopher til at gentænke både sine prioriteter og de ting han måtte give afkald på for at nå sine mål.
"I dag ville jeg måske ikke have lagt det hele lige op ad hinanden. Jeg var jo nærmest væk fra familien i et halvt år uafbrudt. Der kunne man måske godt have spredt det lidt mere ud, så det ikke bare var: 'Hej hej familie, vi ses om et halvt år'," siger Christopher.
På trods af de store personlige omkostninger forklarer Christopher, at han drives af ønsket om at skabe oplevelser, der er "larger than life" – noget, som folk husker. Selvom det er krævende at rejse verden rundt og turnere, finder han det hele meningsfuldt, når han står på scenen foran tusindvis af mennesker. Han nævner særligt øjeblikke som en koncert for 6.000 mennesker i Korea og 16.000 i Royal Arena, hvor alt går op i en højere enhed, og han kan mærke, at publikum har fået en oplevelse for livet.
Men at opretholde balancen mellem en international karriere og familielivet er ikke let. Christopher erkender, at både karrieren og virksomheden er i hastig udvikling, samtidig med at han har en fuldt fungerende familie, hvor han også ønsker at være til stede. Han befinder sig i en fase af livet, hvor han føler, at han aldrig har haft mere at miste end nu.