I efteråret sidste år debuterede den 13-årige prinsesse Josephine som skuespiller. Hun medvirkede nemlig i forestillingen 'Peter Pan' på Eventyrteatret.
Nu scorer hun ny rolle.
Det skriver Billedbladet
Prinsesse Josephine kan altså opleves i den kommende forestilling 'Pinocchio', der spilles i Tivoli til efteråret.
Det kræver dog opmærksomhed at genkende prinsessen, da hun ikke benytter sit royale navn, men i stedet optræder under navnet Josephine Ivalo.
Sidste år, under opførelsen af "Peter Pan", gik hun under navnet Josephine Sophia Ivalo.
Susanne Vognstrup, leder af Eventyrteatret, fortalte sidste år til Billedbladet, at Prinsesse Josephine, ligesom alle andre børn, måtte gennemgå en optagelsesprøve. Af de 300 elever, der deltog i audition, blev 100 valgt til at medvirke i forestillingen, heriblandt prinsessen.
For at komme i betragtning til deltagelse, skal man udover at ønske at være skuespiller også være en god og venlig kammerat samt en god holdspiller.
"Det forventes, at man taler ordentligt, er flittig og øver sig," forklarer Susanne Vognstrup og tilføjer, at Josephine opfylder disse krav.
Prinsesse Josephine og mange andre talentfulde unge kan opleves i Glasalen i Tivoli fra den 4. til den 20. oktober 2024.