Til november lancerer TV 2 et helt nyt underholdningsprogram, der hylder musikken, klaveret og danskernes musikglæde. Der er altså meget at se frem til – især når man hører, hvem der skal stå i spidsen som vært for det nye program.
Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
Programmet hedder 'Piano', og værten er Sarah Grünewald. I fire afsnit inviterer hun danskere fra hele landet til at vise deres kærlighed til klaveret ved at spille for tilfældige forbipasserende på nogle af landets største banegårde. Hvad deltagerne ikke ved er, at to eksperter, popmusikeren Mads Langer og den verdenskendte pianist Tanja Zapolski, lytter med i baggrunden. Til sidst vil de udvælge én fra hvert program til at deltage i en stor koncertoplevelse.
"I 'Piano' dyrker vi danskernes glæde ved musikken. Der er så mange dygtige mennesker, som ikke nødvendigvis beskæftiger sig professionelt med musik, og dem giver vi en unik mulighed for at vise deres store passion for klaveret. Jeg glæder mig helt vildt til, at seerne kan opleve de mange modige danskere, der er mødt op på banegårde for at spille klaver og fortælle deres egen historie. Det er blevet til mange rørende øjeblikke og fortællinger, uanset om de bliver formidlet af en livserfaren 92-årig kvinde, som har spillet hele livet, eller en vanvittig talentfuld niårig dreng, som har spillet i få år. 'Piano' bekræfter os i, at musikken har en helt særlig evne til at åbne op for følelser og samle folk på tværs af alder og livssituationer", siger Dorte Borregaard, underholdningsredaktør på TV 2.