Sebastian Bull havde sin debut som skuespiller, da han i 2010 spillede barneudgaven af hovedpersonen Nick i Thomas Vinterbergs Submarino. Siden da har hans karriere taget fart, og i sidste sæson af Vild med dans kunne man opleve ham på dansegulvet sammen med Asta Björk, som han nu også danner par med privat. Der er ingen tvivl om, at kærligheden til Asta og forholdet betyder alt for Sebastian.
I et interview med Alt for damerne sætter Sebastian Bull ord på kærligheden og deler sine erfaringer om, hvad han har lært undervejs.
Det har kærligheden lært ham
For Sebastian er kærlighed lig med livsglæde, det at være noget særligt for en anden, og tosomheden. Men han understreger, at kærlighed ikke er noget, der bare kommer af sig selv – det kræver aktive valg og arbejde.
"Det vigtigste, jeg har lært, er helt sikkert at vide, at man ikke selv er perfekt. At man skal indrømme sine fejl og stå ved dem — simpelthen sige undskyld, hvis man har misforstået en anden person. Men også at man er reel og tro over for sine egne følelser. Man skal turde at være åben og sårbar over for kærligheden, for uden sårbarhed er det virkelig svært at give sig hen til et andet menneske. Sårbarhed er key til at få et forhold til at fungere," siger Sebastian i interviewet.
Sebastian Bull lægger dog ikke skjul på, at hans tidligere forhold ikke har været langvarige, og derfor har det taget tid for ham at knække koden til et langvarigt og sundt forhold, som han har med Asta - i dag. Erfaringen har lært ham, at sårbarhed er utrolig vigtig, og at det handler om at være sig selv, turde tilgive og give sig hen til kærligheden, selvom det kan gøre ondt. For Sebastian kan kærlighed være utrolig smertefuld, hvis den ikke er gensidig, og hvis han bliver misforstået. Men samtidig er det de øjeblikke, hvor man virkelig forstår hinanden på et dybere plan, der får kærligheden til at føles allerbedst.
Dét faldt han for
Netop denne del var også det, han faldt for ved Asta. Han fortæller, at det var hendes genialitet og det, der foregik i hendes hoved, der gjorde ham virkelig forelsket i hendes væsen og personlighed. Han fandt hende nemlig utrolig inspirerende og det var en fantastisk oplevelse at forelske sig på en sådan måde fortæller Sebastian.