Af Thomas Herman Nørgaard, politisk kommentator, Nyheder24
Ministeren understreger godt nok, at tidligere anbringelse ikke nødvendigvis er lig med flere anbringelser, men ministerens udtalelse lyder alligevel som et ekko af moder Mettes nytårstale. Her bebudede hun, at systemet skal gribe ind oftere og tidligere.
Tidligere og hyppigere tvangsfjernelse er også god socialdemokratisk politik; systemproblemer skal løses med mere system. Og så er det tilmed en politik, der ikke vil kræve (nævneværdig) finansiering, hvilket må passe godt for en regering, der udover de underfinansierede klimamålsætninger og løfter til Arne er omringet af støttepartier med udgiftsrelaterede ønsker nok til, at de kan stables på paller.
Men det skriger jo til himmelen. Anbringelsesområdet i Danmark er som et løssluppet missil. Nogle børn anbringes på alt for tvivlsomme og ofte ulovlige grundlag, imens kommuner sidder alvorlige underretninger om misrøgt eller overgreb overhørig. Derfor må første skridt være at rette op på systemet, før vi udvider rækkevidden for dets klør.
I 2017 viste en intern undersøgelse i Københavns Kommune fejl i samtlige af de 77 anbringelsessager, der var blevet gennemgået. Så sent som sidste år var den gal på Frederiksberg. En ældre anbringelsessag, der i maj 2019 blev dømt ulovlig, kulminerede ved at moren til den anbragte datter afbrød et kommunalbestyrelsesmøde i vrede. I juni 2019 var konsulenthuset BDO færdig med en undersøgelse af 35 tilfældige sager, der afslørede et brud på både Forvaltnings-, Service-, Offentligheds- og Retssikkerhedsloven. I mange af sagerne manglede der tilmed grundlæggende ting som 50§-undersøgelse og handleplaner. Denne undersøgelse kom dog ikke videre end til forvaltningens skrivebord. Men samme november aften, hvor moren til den ulovligt anbragte pige afbrød et kommunal bestyrelsesmøde, blev rapporten offentliggjort sammen med en pressemeddelelse om, at direktøren for børneområdet i Frederiksberg Kommune var blevet fyret.
Undertegnede er selv oprindeligt uddannet kontorassistent i den myndighed i Københavns Kommune, der varetager anbringelsesager. Her havde jeg som ung mand i start 20’erne den utaknemmelige opgave at skulle se voksne – som i rigtig voksne – mennesker i øjnene, der skulle ind og have (re)vurderet deres forældreevner af en nærmest for mit vedkommende jævnaldrende – i øvrigt ofte barnløs - socialrådgiver, der nærmest stadigvæk havde tømmermænd fra vedkommendes dimissionsfest. Nu er der selvfølgelig ikke noget i vejen med at være nyuddannet eller for den sags skyld barnløs. Men når man tvangsfjerner folks børn på et ulovligt grundlag, så gnider det da lidt salt i såret, kunne jeg forestille mig.
Siden Tønder-sagen har vi – med rette – haft et øget fokus på tidlig opsporing. I dag skal en socialrådgiver vurdere en underretning inden for 24 timer, med henblik på at vurdere hvorvidt der skal handles akut for at sikre et givent barns sikkerhed og sundhed. For selvfølgelig skal børn, der udsættes for overgreb eller grov misrøgt af deres forældre anbringes. Men i vores iver for at handle tidligt, skal vi også huske at handle rigtigt.
En af de ting, man kunne overveje, var en ordning med støtte til advokatbistand til forældre i anbringelsessager. Det kan muligvis lyde dyrt. Men hvis vi som samfund ønsker at blive ved med kunne tvangsfjerne folks børn i de sager, hvor det giver mening, så skylder vi først og fremmest børnene og forældrene, men også os selv, at det går rigtigt for sig.
