Antallet af arbejdspladser i Vejle slår (snart) alle rekorder

21/3/18 08:45

Rikki Tholstrup Jørgensen

Antallet af arbejdspladser i Vejle stiger mere end landsgennemsnittet.
Fremskrivning af udviklingen i Vejles jobmarked viser, at antallet af arbejdspladser i Vejle i 2019 vil overstige det rekordstore antal arbejdspladser i byen før finanskrisen. Det er særligt antallet af jobs inden for den private sektor, der sætter retningen.

Dermed følger Vejle trop i forhold til de danske spydspidser, København og Aarhus, der ifølge Danmarks Statistiks opgørelse over beskæftigede i Danmark har sikret jobrekord i Danmark i januar. På landsplan er lønmodtagerbeskæftigelsen nu på 2.728.761, hvilket er en fremgang på 7.200 ekstra arbejdspladser.

Det er ikke selvsagt, at provinsen følger med de to danske dynamoer. Cheføkonom i Nykredit, Toke Stramer, udtaler til DR.dk

- Jobrekorden er kort og godt et storbyfænomen. Årsagen er, at opsvinget har været særligt tydeligt i og omkring de største byer over de seneste år. Dertil kommer, at arbejdsmarkedet uden for de største byer blev særligt hårdt ramt under finanskrisen. Der er simpelthen et større jobtab at indhente i områderne uden for de største byer.

Vejle kommune arbejder hårdt for at skabe arbejdspladser

Vejle har modsat andre provinsbyer ikke haft problemer med at udvikle arbejdspladser. Siden 2012 er der i gennemsnit blevet skabt 700 arbejdspladser om året og dermed vækster den vejlensiske jobmarked mere end gennemsnittet. 

"I Vejle kan vi takke de gode konjunkturer for meget, men vi kan bare ikke læne os tilbage og vente. Vi skal til stadighed arbejde aktivt på at sikre Vejle som et attraktivt område for erhvervslivet. Det handler om helt praktiske forhold omkring virksomheders etablering, såsom infrastruktur, sagsbehandlingstid, arbejdsstyrken og andre forhold. Jeg er overbevist om, at det arbejde, der gøres erhvervspolitisk har stor betydning for, at Vejle klarer sig bedre end landsgennemsnittet," fortæller formand for arbejdsmarkedsudvalget i Vejle, Anja Daugaard, til Vejle24.dk.

Anja Daugaard pointerer, at kommunen har dygtige folk ansat, der forstår at netværke og “sælge” Vejle i de rette sammenhænge. "Det kræver også visionære politikere, der har modet til at få nye planer sat i værk. Et tæt samarbejde mellem kommunen, virksomhederne og uddannelsesinstitutionerne i området har også betydning," slutter hun af. 

DA: Det er ikke sikkert udviklingen fortsætter

Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening er det ikke sikkert udviklingen fortsætter, og de flotte tal kan hurtigt afløses af helt andre vinde. 

- Det er en meget flot rekord, det danske arbejdsmarked i dag har sat. Aldrig før har danske virksomheder efterspurgt så mange medarbejdere, og sjældent har danske ledige haft bedre forudsætninger for at finde arbejde. Det vidner om, at der er godt gang i det danske arbejdsmarked, skriver administrerende direktør Jacob Holbraad i en pressemeddelelse.

- Men det vidner også om, at overophedning lurer i horisonten. Hvis vi ikke finder en løsning på virksomhedernes stigende mangel på arbejdskraft, kan den glædelige udvikling hurtigt tage en dyster drejning, forklarer han yderligere i pressemeddelelsen.