Specialvirksomheden Bast & Co er i denne weekend omdannet til et mekka for motorsportsentusiaster. Munkebjerg Hillclimb 2018 finder nemlig sted i denne weekend, og selvom det først er i morgen at hovedbegivenheden sættes i gang, så køres der allerede ræs i dag.
Vindings industrikvarter med de velkendte vejnavne som, Bugattivej, Lanciavej, Marserativej og ikke mindst Porschevej, er omdannet til en racerbane, hvor kørere i ni forskellige klasser, dyster om at sætte den hurtigste tid.
Da Vejle24 ankom lørdag formiddag, blev undertegnede mødt af positiv stemning fra både publikum og kørere. Støjniveauet var naturligvis højt, det skal det være, når det handler om biler, og den friske luft var for en kort stund erstattet af duften af benzin og brændt gummi.
Stopskilt kostede for tidligere danmarksmester
En ti-sekunders straf blev dyr for Jannik Nielsen, der her står foran sin BMW E30 fra 1988
I frokostpausen fik vi mulighed for at tage en snak med den tidligere danmarksmester i Klasse 11B, Jannik Nielsen fra Fredericia, der netop havde afsluttet sit første heat.
Den første tidstagning på dagen var gået ganske glimrende for den 34-årige kører i sin BMW E30 fra 1988, men regn og et stopskilt kostede dyrebare sekunder i det første heat.
"Dækkene har det lidt svært, når det regner, så det gik ikke ligeså hurtigt, som det ellers kunne. Så blev jeg også ramt af en ti-sekunders straf, fordi jeg ikke holdt helt stille ved et stopskilt for enden af banen. Jeg trillede forbi med fem km/t, og det må man altså ikke," lyder det fra Jannik Nielsen, der trods straffen har et stort overskud og smil på læberne, selvom en sejr ser meget usandsynlig ud nu.
"Nej, det er nok slut. Ti sekunder er rigtig meget at hente her, så det vil kræve, at de andre også laver fejl," fortæller Jannik Nielsen, der samtidig beretter, at man kan få en fem sekunders straf, hvis man vælter en kegle ude på banen.
Afslappet stemning og godt humør
Generelt set har motorsporten et ry for at være en rigmandssport, hvor der er rigtig mange snopper. Den påstand giver Jannik Nielsen mig ret i, men han fortæller, at sådan nogle løb som Munkebjerg Hillclimb og andre danske løb, har en helt anden og unik stemning omkring sig.
"Der er jo alle mulige forskellige folk her, og alle vil gerne snakke. Kører man store konkurrenceløb,så vil folk også gerne snakke med en, men det er kun indtil man begynder at køre hurtigere, så gider de ikke mere. Sådan er det ikke her. Her er folk glade, og der er en god afslappet stemning," siger Jannik Nielsen, der kommer med en sjov historie.
"For eksempel så arbejder jeg hos CNC Service i Fredericia, som er en direkte konkurrent til Bast & Co. Så Jens (Jens Hansen CEO hos Bast & Co red.) heroppe fra, har det sjovt med at gå rundt og sætte klistermærker på vores biler. Så tager han nogle billeder, og kan drille min chef med det," lyder det med et grin fra Jannik Nielsen, der samtidig fortæller, at Bast & Co betaler lidt af tilmeldingsgebyret, for at få deres mærker på nogle af bilerne.
Tilmeldingsgebyret er blot en af de få omkostninger, der følger med, når man skal køre racerløb. Det er nemlig ikke nogen billig sport. Jannik Nielsen deltager i omkring syv løb om året, og det koster rundt regnet 30.000 kr. i gebyrer. Bilen skal man naturligvis også have, og de er ikke helt billige.
"Den her har ca. kostet 100.000 kr. at bygge. Dertil kommer der naturligvis vedligeholdelse, reperationer, nye dæk og andre omkostninger, så det er ikke helt billigt,"
Nogen læsere ville måske tænke, at det for dygtige racerkørerer blot vil være et lille greb i lommen, men faktisk er der ingen økonomisk gevinst, heller ikke selvom man er danmarksmester.
"Der er ingen præmiepenge, heller ikke selvom jeg skulle vinde i dag. Vi får til gengæld sådan en fin lille kop," lyder det fra Jannik Nielsen, der med fingrene forsøger at vise størrelsen på en kop, der ikke ligefrem vil give mænd mindreværdskomplekser.
Pakkede mine ting og tøffede til England i min gamle Kadett
Jannik Nielsens BMW E40 fra 1988 har fået et par ridser i løbet af årene
Med sine 34 år har Jannik Nielsen været en del af motorsporten i mange år, og selvom det aldrig lykkedes at bryde igennem som professionel kører, så har han haft masser af oplevelser.
Som ung kørte han Go-kart, og som 21-årig drog han mod England, hvor han endte med at arbejde for selveste Jonathan Palmer. Hvis navnet synes at virke bekendt, så skyldes det, at Jonathan Palmer er far til Jolyon Palmer, som Kevin Magnussen var holdkammerat med hos Renault i Formel 1.
Kontakten til England kom i stand gennem den afdøde racerkører, Allan Simonsen, der på tragisk vis mistede livet under Le Mans i 2013.
"Jeg havde skypet en del med Allan Simonsen, der på det tidspunkt boede der ovre. I 2005 pakkede jeg så mine ting, satte mig ind i min gamle Kadett, og så tøffede jeg ellers derover," kommer det fra Jannik Nielsen, der fortsætter sin fortælling.
"Så fik jeg faktisk job hos Palmer Sport, hvor jeg blev instruktør. Her skulle jeg blandt andet lære rigmænd, der havde købt en hurtig bil, hvordan de skulle køre," lyder det fra den 34-årige fredericianer, der ikke selv kom til at køre med den på daværende tidspunkt kommende Formel 1 kører, Joylon Palmer.
Jannik Nielsen var efter 1. Heat på en 3. plads i sin egen klasse og på en samlet 10. plads fordelt over alle klasserne.
"Hvis en af os har været tæt på at blive ramt, så står vi bare og griner lidt af det"
Jens Petersen passer sin post som official, mens der køres ræs få meter fra ham.
Mens kørerne og bilerne er hovedattraktionen ved et løb som Munkebjerg Hillclimb, så skal man huske på, at det ikke ville være muligt at afholde, hvis ikke man havde en masse frivillige ildsjæle. En af de ildsjæle er den 64-årige pensionist fra Vejle, Jens Petersen, der stod som official i det sidste sving inden mål.
Hans opgave består mere eller mindre i at gøre de ting, som officials også gør under et Formel 1 løb.
”Jamen det fungerer ret beset ligesom til Formel 1. Jeg har ansvaret for den strækning her, og jeg skal så gøre kørerne og de andre officials opmærksomme på, hvis der er sket en ulykke, eller der opstår en farlig situation,” lyder det fra Jens Petersen.
Den 65-årige har været official alle årene der har været Munkebjerg Hillclimb, ligesom han også er official når der køres ræs i Aarhus og København. Rollen som official er frivillig, så det er ikke økonomien, der trækker i Jens Petersen.
”Det er min hobby. Jeg elsker motorsport, og det er den eneste sport jeg følger med i. Jeg har for eksempel aldrig set en fodboldkamp før,”
Du kører ikke selv ræs?
”Nej,” lyder det kort fra Jens Petersen. Ordet var dog overflødigt, for Jens Petersen pegede samtidig på sin bil, der stod parkeret to meter bag ham. En lille sort Peugeot 107, og det var dermed svar nok i sig selv.
Er det anderledes at stå som official end som publikum?
”Ja. Jeg får jo lov til at stå helt ude ved banen, og opleve bilerne og farten helt tæt på. Det gør det lidt mere spændende,”
Du er slet ikke bange for at blive ramt?
”Nej. Nu har jeg været official i så mange år, og jeg kan efterhånden stå med ryggen til, og høre hvis det pludselig er ved at gå galt. Hvis en af os har været tæt på at blive ramt, så står vi bare og griner lidt af det bagefter,” lyder det med et grin fra Jens Petersen.
Jens Petersen er stor Formel 1 fan, hvor favoritten er britiske Lewis Hamilton. Den store drøm for Jens Petersen er derfor også, at han kan få lov til at være official til et Formel 1 løb på dansk grund.
”Jeg har haft mulighed for at komme ned som official til Le Mens, men der står man og skal betale for det hele selv, og det er ikke så lige til, når man er pensionist. Jeg håber dog, at der kommer Formel 1 til Danmark, så kan du regne med, at jeg søger ind som official,” slutter Jens Petersen
Vil du gerne opleve Munkebjerg Hillclimb på egen hånd, så kan du se lørdagens sprint indtil kl. 16:00 hos Bast & Co. Porschevej 2, 7100 Vejle. Ønsker du at opleve hovedattraktionen i morgen, så kan du allerede se de 107 deltagere, når de liner op fra kl 07:00. Arrangementet afsluttes kl 18:00 med præmieuddeling