Bryggen: Vores parkering fungerer rigtig fint

Af: Helge Rahbek

|

03/05/2018

Kort & Godt
Billedet, som Hanne Ørum lagde op af sin ridsede bil, og som startede debatten.
Få ting er så irriterende som at få sin bil påkørt. Det skulle da lige være, hvis folk sidenhen kommenterer, at man selv er skyld i det. Derfor bringer Vejle24 en serviceoplysning: Man må gerne(!) holde på de hvide streger i Bryggens parkeringshus.

Lige nu læser andre også

Et opslag på Facebook Vejle skabte i aftes debat. Hanne Ørum havde parkeret sin bil i Bryggens parkeringshus, og da hun vendte tilbage var den blevet påkørt. Det fik hende til at gå til tastaturet og skrive: "Normalt skal der en del til at gøre mig hidsig - sådan rigtig hidsig - men når jeg efter en super hyggelig frokost med en fantastisk veninde og ex-kollega kommer ned for at hente min bil på parkeringspladsen i bryggen i Vejle, og så ser at der er en eller anden mands- eller kvindeperson, der har lavet en parkeringsskade på min bil - ja så bliver jeg sgu sur og hidsig - sådan rigtig hidsig."

Flere debattører forsøgte at hjælpe Hanne Ørum med råd og sympati, men en del andre gik i den anden grøft og påpegede, at hun selv var skyld i misæren. Det billede, som hun havde taget, viste nemlig, at hun havde parkeret sin bil på den hvide streg. "En Corsa der ikke kan være inden for stregerne er jo desværre lidt udsat," " ...hvis man ikke kan parkere ordenligt inde for sin egen bås er man selv uden om det, "Når man ikke holder sig indenfor stregerne af sin bås, er man til gene for de andre parkerende," lød nogle af kommentaterne.

Ganske lovlig parkering

Vejle24 viste Hanne Ørums billede til Bryggens center manager, Claus Brændgaard, for at finde ud af hvem, der har ret. Her er hvad han sagde: "Her i huset må man gerne holde på stregen. Det er ikke båse, men en stor firkant, og det er meningen, at man skal holde oven på den. Set med mine øjne er der jo langt over til den næste plads."

Hanne Ørum gjorde altså intet forkert, da hun parkerede ovenpå den hvide stribe. Men hvorfor i alverden er det, at Bryggen har valgt at lave firkanter i stedet for de almindelige parkeringsbåse, som man kender andre steder fra?

"Jeg ved ikke hvad idéen er. Udover at det skal være illustrativt nemmere at se, men der forholder vi os til vores samarbejdspartner Q-park, som har lavet striberne. Jeg ved at de har flere lufthavne, hvor de gør det på samme måde," fortæller Claus Brændgaard.

Forvirrer det ikke folk?

"Nej, det er ikke mit indtryk. Vores parkering fungerer rigtig fint," siger Claus Brændgaard og tilføjer: "Der er faktisk pænt med plads. Jeg tror at 80% kan holde sig indenfor den firkant. Så er der selvfølgelig nogle brede biler, som ikke kan, men som sagt må du godt holde ovenpå stregerne. I bund og grund ved du, at du holder rigtigt, hvis du holder ovenpå firkanten."

Du kan se Hanne Ørums oprindelige opslag her:

 

Anbefalet til dig