Lokal købmandsbutik lukker på grund af kommende storcenter - sidste åbningsdag er i juni

Kort & Godt
Foto: Google Maps
REMA 1000 har valgt at fraflytte butikken på Sankt Helene Vej. Det skyldes omdannelsen af den gamle Kvicklygrund til et stort butikscenter, der forringer parkeringsforhold for kunderne og adgang til levering. Sidste åbningsdag bliver lørdag den 29. juni.

Lige nu læser andre også

Efter ni år har REMA 1000 i Horsens midtby valgt at fraflytte butikken på Sankt Helene Vej. Årsagen er det kommende store butikscenter på Kvicklygrunden, der stærkt forringer muligheden for fortsat drift af butikken.

Det skriver Bolignyheder.dk.

"Vi stiller høje krav til vores butikker. Der skal være de bedste forhold til vores kunder og samarbejdspartnere. Det nye butikscenter betyder, at parkering for vores kunder og varelevering forringes markant, så det ikke længere er muligt at fortsætte driften af butikken," siger Ronni Jessen, der er regionschef i REMA 1000.

Med det nye butikscenter skal varelevering foregå over en trafikeret vej, og kunderne vil være nødt til at parkere i et P-hus længere nede ad vejen.

"Vi er selvfølgelig kede af at fraflytte butikken, men vi vil ikke byde kunder, leverandører og medarbejdere de forhold, vi har udsigt til at få. Det store butikscenter skaber en varig forringelse af forholdene omkring butikken," siger Ronni Jessen.

En stor tak

Flemming Madsen, der har været købmand i butikken siden åbningen i 2013, har nu overtaget butikken ved Bygholm Søpark, og REMA 1000 er i fuld gang med at finde nye jobs til medarbejderne fra Sankt Helene Vej i de øvrige butikker i Horsens-området.

"Der skal lyde en stor tak til købmand Flemming Madsen, butikkens engagerede medarbejdere og de mange loyale kunder, som vi siden åbningen har haft mange gode oplevelser sammen med. REMA 1000 har fortsat syv butikker i Horsens, som vi glæder os til at møde vores mange kunder i," siger Ronni Jessen.

Gennem årene har købmand Flemming Madsen bakket op om lokalsporten og byens hold gennem forskellige sponsorater, hvilket han fortsætter med i sin nye butik.

REMA 1000 på Sankt Helene Vej har sidste åbningsdag lørdag d. 29. juni 2019.

Anbefalet til dig