Palæstina-forening samlede 20.000 kroner ind til velgørenhed

Af: Helge Rahbek

|

22/02/2019

Søndag d. 17. februar samlede foreningen Palyouth Vejle 20.000 kroner ind til palæstinensiske børn igennem en såkaldt velgørenhedsfodboldturnering.

Lige nu læser andre også

I de palæstinensiske områder er adgangen til uddannelse begrænset, hvilket foreningen Palyouth Vejle ønsker at gøre noget ved. Derfor afholdte de i søndags en velgørenhedsfodboldturnering.

”Utroligt mange palæstinensere lever i fattigdom, og det går særligt ud over børnenes skolegang. Med uddannelse kan man nå så langt; Man kan sikre sig et arbejde, en stabil indtjening og et bedre liv. Derfor er det så vigtigt, at vi hjælper de stakkels børn, hvorfor vi lavede denne velgørenhedsfodboldturnering.”, siger Mahmoud Mohammad Mansour, formand for Palyouth Vejle.

Størstedelen af indtjeningen fra fodboldstævnet kom fra klassiske donationer, samt fra salget af mad, drikkevarer og kage.

”Stemningen var generelt virkelig god til fodboldturneringen, og alt gik efter planen. Vi samlede sågar flere penge ind, end vi forventede. Der dukkede desuden mange mennesker op til fodboldturneringen, der udelukkende havde interesse i at købe fra vores bod for at støtte formålet. Et antal på måske 200 personer. Det er vi utroligt taknemmelige for,” siger Mahmoud Mohammad Mansour.

Palyouth Vejle har satset på at holde udgifterne på det absolut minimale, hvilket lokale sponsorater  har hjulpet med. Rabih’s Old Barbershop, Repfone og Delicious sponsorede præmier til vinderne, mens Kvickly, Din Madpartner og Moussa Frugt & Grønt sponsorerede meget af maden og drikkevarerne, der var til salg i boderne.

De indsamlede penge bliver nu givet videre til en organisation, som kan gøre en forskel, fortæller Mahmoud Mohammad Mansour:

”Vi har indgået et samarbejde med nødhjælpsorganisationen, YMCA, der opererer på Vestbredden, hvor de hjælper med at drive palæstinensiske skoler. Pengene går derfor til skolematerialer, som YMCA giver til fattige palæstinensiske børn i de palæstinensiske flygtningelejre i Palæstina”.

Anbefalet til dig