Få radioprogrammer kan samle danskerne som Mads og Monopolet. I lørdags sendte værten Mads Steffensen og paneldeltagerne, Jan Gintberg, Ida Auken og Søren Rasted fra et stuvende fyldt Vejle Musikteater. Hjemme i stuerne lyttede næsten hver fjerde dansker samtidig med. 1.334.000 danskere havde tændt for radioens P4. Det var ny rekord for det i forvejen populære program.
"Det var min chef, der ringede mig op mandag og fortalte den gode nyhed. Først troede jeg at han ville skælde ud, for han lød meget afdæmpet, som om jeg havde gjort noget forkert. Så jeg tænkte straks "hvad er der sket?" Men så blev jeg selvfølgelig bare rigtig glad og taknemmelig over at så mange lyttere gider lytte med," siger Mads Steffensen til BT.
Det er ikke uvanligt at Mads og Monopolet tiltrækker mange lyttere, men vanligt ligger tallene i omegnen af 1,1 million - og på intet tidspunkt tidligere i år har lyttertallene passeret de 1,2 million.
Kan man måske tale om Vejle-effekten?