Har man interesse for Søværnets fartøjer eller vil man bare gerne se et stort skib tæt på, kan man få sin lyst styret i weekenden i uge 23. Man kan eksempelvis komme ganske tæt på fregatten Peter Willemoes under indsejlingen til Odense Havn gennem Odenses relativt smalle kanal.
I Odense Havn vil 4.000 besøgende også kunne se fregatten indvendigt.
Sejlplan og program
Fredag d. 7. juni er der afgang fra Flådestation Korsør, og fregatten Peter Willemoes vil kl. 12 have nået Indsejling 'Gabet' ved Odense Fjord. 40 minutter senere passeres Havneterminal Lindø, hvor kølen til Peter Willemoes blev lagt d. 12. marts 2009 på Odense Staalskibsværft.
Kl. 13.10 begyndes indsejling til Odense Kanal, der blot er ca. 52 meter på det smalleste sted. Med en bredde på ca. 19,5 meter vil Peter Willemoes ikke levne meget plads til andre fartøjer. Under overfladen bliver der heller ikke meget plads. Kanalen er ca. 7,5 meter dyb og Peter Willemoes stikker 6,45 meter.
Kl. 14.00 ankommer Peter Willemoes til Odense Havn.
Dagen efter lørdag d. 8. juni kl. 11 marcherer besætningen med musikkorps fra havnen mod Odense Rådhus. Besøget styrker det særlige bånd mellem Peter Willemoes og Odense Kommune, der i 2013 adopterede fregatten.
Lørdag og søndag mellem kl. 14 og kl. 17 er fartøjet åben for besøgende.
Mandag sejler Peter Willemoes ud af havnen.
Fakta om skib og legende
Peter Willemoes er en fregat i Iver Huitfeldt-klassen, som er Søværnets mest slagkraftige skibstype. Det danske Søværn har tre fregatter i denne klasse.
Ombord på Peter Willemoes er normalt en besætning på ca. et hundrede, men på det 137,6 meter lange skib, er der lukaf kapacitet til 165 mand.
Hele herligheden drives frem af fire dieselmotorer á 8.200 kW, der kan give Peter Willemoes en fart på 28 knob (52 km/t). Nøjes man med at sejle med 15 knob, har fregatten en aktionsradius på 9.000 sømil.
Navnet har fregatten fået efter søhelten fra Assens, premierløjtnanten Peter Willemoes, der allerede som 4-årig blev indskrevet som søkadet.
Allerede i en alder af 17 år blev Peter Willemoes udnævnt til chef for Flådebatteriet Nr. 1, og i 1802 kæmpede han under Slaget på Reden direkte mod Admiral Nelson i forsvarslinjen på Kongedybet. I 1808 fik englænderne ram på Peter Willemoes under slaget ved Sjællands Odde. Han fik en kanonkugle i hovedet, og end ikke en helt kan overleve dette.