Alle kommuner i Danmark er pålagt at lave en kvalitetsrapport for folkeskolerne. På flere parametre klarer skolerne i Vejle sig bemærkelsesværdigt godt: I kategorierne “social trivsel”, “ro og orden” og “støtte og inspiration i undervisningen” scorer kommunens skoler så højt, at de ligger henholdsvis nummer 2, 3 og 4 i landet.
Skoleeleverne er dog ikke kun glade for at gå i skole. Karaktererne som afgangseleverne får er også blevet forbedret, så Vejle Kommune nu er rykket opad danmarksranglisten til en 32-plads. Det glæder formanden for Børne og Familieudvalget, den radikale Torben Elsig-Pedersen, som er stolt over Vejles udvikling på folkeskoleområdet: “Det er vigtigt, at vi har kunnet holde fast i den høje trivsel, samtidig med at vi har haft særligt fokus på det faglige løft.”