Analyse: Trumps fredsplan for Ukraine kan eksplodere mellem hænderne på ham

Det, der var ment som et lynangreb for at erobre Ukraine, er for Rusland blevet til en udmattende krig med ufattelige menneskelige omkostninger.

Efter næsten fire års krig er der stadig ingen ende i sigte – selvom Donald Trump forsøger at få Putin og Zelenskyj til at mødes til fredsforhandlinger.

De russiske krav

Kreml står fortsat fast på sine krav for at få stoppet blodsudgydelserne:

• Ukraine skal opgive alle ambitioner om at blive medlem af NATO.
• Ingen vestlige tropper må være til stede i Ukraine.
• Ukraine skal afstå fem regioner i det østlige Ukraine til Rusland og anerkende dem som russiske.

De fem regioner, som Rusland har annekteret og kræver kontrol over, er Krimhalvøen (som Rusland annekterede i 2014), Kherson, Zaporizjzja, Donetsk og Luhansk.

Ukraine har gentagne gange afvist disse russiske krav som uacceptable.

En byttehandel?

I midten af august afholdt Donald Trump og Vladimir Putin et topmøde i Alaska.

Efter mødet skal Trump ifølge rapporter have bakket op om en plan, hvor Ukraine ville afstå ikke-besat ukrainsk territorium til Rusland for at sikre en afslutning på krigen.

Sådanne indrømmelser har dog sjældent forhindret større konflikter gennem historien – ligesom eftergivenhedspolitikken i 1930’erne.

Eftergivenhedspolitik

Grunden til, at vi nævner dette, er, at optakten til Anden Verdenskrig i høj grad blev påvirket af det, man kalder ”eftergivenhedspolitik”.

Ideen bag denne form for diplomati var, at man giver en aggressor noget for at undgå en større konflikt.

Første Verdenskrigs arv

I kølvandet på de ødelæggende tab under Første Verdenskrig indførte Storbritannien og Frankrig en politik baseret på eftergivenhed – i ønsket om at forhindre endnu en katastrofal krig.

Den offentlige opinion i begge lande var overvejende pacifistisk, og lederne mente, at Versaillestraktaten havde været for hård mod Tyskland.

Eftergivenhed blev ikke kun set som diplomati, men også som en moralsk forpligtelse til at rette op på tidligere fejl og bevare freden for enhver pris. Dette skabte et klima, hvor tidlige tegn på aggression blev nedtonet eller ignoreret.

Økonomisk ustabilitet og politisk lammelse

Den Store Depression svækkede økonomierne og de politiske systemer i mange europæiske demokratier, især i Storbritannien og Frankrig.

Med massiv arbejdsløshed og politisk uro på hjemmefronten var disse lande ikke i stand til at opruste eller konfrontere diktatorer i udlandet. Denne økonomiske skrøbelighed gjorde en konfrontation upraktisk og farlig.

Eftergivenhed fremstod som en mindre risikabel vej – i det mindste på kort sigt – for nationer, der kæmpede for indre stabilitet, mens de stod over for voksende ydre trusler.

Remilitariseringen af Rhinlandet

Da Hitler i marts 1936 beordrede tyske tropper ind i Rhinlandet (mellem Belgien og Tyskland) – i strid med Versaillestraktaten og Locarnopagten – reagerede hverken Storbritannien eller Frankrig. Denne begivenhed blev en afgørende prøve på deres beslutsomhed.

Hitler sagde endda til sine generaler, at hvis franskmændene havde gjort modstand, ville han have beordret tilbagetrækning. Manglen på militær eller diplomatisk modstand opmuntrede Hitler og overbeviste ham om, at de vestlige demokratier manglede viljen til at standse hans ekspansionsplaner.

Det markerede et vendepunkt, der viste Hitler, at kalkulerede risici kunne tages uden alvorlige konsekvenser.

Anschluss af Østrig

I marts 1938 annekterede Nazityskland Østrig i den såkaldte ”Anschluss” – en klar overtrædelse af internationale aftaler.

Endnu en gang nøjedes Storbritannien og Frankrig med diplomatiske protester. Deres tøven skyldtes flere faktorer: mange betragtede østrigerne som etnisk tyske, og der var en udbredt opfattelse af, at Tyskland blot tog tilbage, hvad der retmæssigt tilhørte dem.

Denne passivitet styrkede Hitlers overbevisning om, at territorial ekspansion under dække af nationalt selvbestemmelse ikke ville blive udfordret.

München-aftalen

Det måske mest berygtede øjeblik i eftergivenhedspolitikken kom med München-aftalen i september 1938.

Storbritanniens premierminister Neville Chamberlain tillod sammen med franske ledere Hitler at annektere Sudeterlandet fra Tjekkoslovakiet uden at konsultere den tjekkiske regering. Chamberlain vendte hjem og erklærede ”fred i vor tid”, men beslutningen udsatte blot det uundgåelige.

Det var en strategisk fejltagelse: ikke alene mistede Tjekkoslovakiet sine forsvarbare grænser og sit industrielle hjerte, men Hitler blev også yderligere overbevist om, at de allierede ville fortsætte med at give efter.

Molotov–Ribbentrop-pagten og invasionen af Polen

Efter år med vestlig passivitet underskrev Hitler i august 1939 Molotov–Ribbentrop-pagten med Sovjetunionen – en ikke-angrebspagt, der i hemmelighed indeholdt planer om at opdele Polen.

Dette banede vejen for Hitlers invasion af Polen den 1. september 1939 uden frygt for sovjetisk indgriben.

Først derefter, efter år med eftergivenhed og fejlslagen diplomati, erklærede Storbritannien og Frankrig krig mod Tyskland. Men på det tidspunkt havde eftergivenhedspolitikken allerede givet Hitler både selvtilliden og det geopolitiske forspring til at starte en verdensomspændende konflikt.

Derudover blev NATO først oprettet efter Anden Verdenskrig – en sådan forsvarsalliance eksisterede altså ikke, da krigen brød ud.

Der er naturligvis forskelle

For at være helt retfærdige er det vigtigt også at påpege forskellene mellem 1930’erne og i dag.

For det første er Rusland ikke 1930’ernes Nazityskland. I 1930’erne valgte Tyskland Adolf Hitler. Russerne valgte ikke Vladimir Putin forud for krigen i Ukraine – han har siddet på magten i næsten et kvart århundrede.

Derudover er 1930’ernes Storbritannien ikke nutidens USA. Dengang var Storbritannien svækket af den Store Depression og befandt sig i en position af svaghed. USA i dag er ikke i samme grad svækket – alt efter hvem man spørger.

Endelig eksisterede der ikke atomvåben i 1930’erne. Med tusindvis af atomvåben rundt om i verden kunne en ny verdenskrig i dag blive apokalyptisk for hele menneskeheden – uden nogen sejrherre tilbage.

Ser du lighederne?

Hvis Trump faktisk støtter en plan, hvor Ukraine afstår territorium til Rusland for at standse kampene, kunne det blive Ukraines egen ”Anschluss”.

Enkle diplomatiske protester forhindrede ikke Hitler i at fortsætte sin aggression mod resten af Europa.

Det er usandsynligt, at Vladimir Putin vil afstå fra yderligere aggression, hvis han opdager, at han faktisk kan opnå noget ved det.