Baggers nye krimi er velkonstrueret og velskrevet. Den fortjener at ligge under juletræet.
Så skulle vejen til det helt store gennembrud være brolagt, men på trods af, at Thomas Bagger har begået en glimrende krimi, så har bogen ikke slået hul i bestsellerlisterne endnu. Bevares, bogen har tittet ind på de nederste pladser hos Bog & Idé, men det bliver nok nærmere Jussi, Katz Krefeld og Blædel & Nordbo, der ligger under juletræerne i december.
Den manglende 'succes' skyldes på ingen måde Baggers evner til at konstruere et krimiplot. Med 'Manden i tre dele' har den aarhusianske forfatter skabt et af de vildeste krimiplots i en dansk krimi i nyere tid. Baggers dramaturgiske evner hører til blandt de bedste i genren, hvilket giver en stor læseoplevelse for de læsere, der godt kan lide at gætte med og gætte forkert. Men det er måske også grunden til, at bogen ikke har opnået de helt store salgstal. Det er nemlig en kompliceret fortælling med mange spor, mange fortællerstemmer og tråde, der samles til sidst i en afslutning, der tager pusten fra de fleste læsere.
”Manden i tre dele” af Thomas Bagger, 382 sider. Er udkommet på Politikens Forlag.
Et lig findes på Smøl Vold, hvilket afdækker en stor hemmelighed. Volden er en stor massegrav, der er konstueret af en seriemorder. Liget er lagt på volden for at gøre politiet opmærksom på, at en seriemorder er på spil, og det første spor er allerede lagt. På liget er der nemlig skrevet 'Grandberg', som er navnet på områdets helt store og indflydelsesrige familie. Problemet er bare, at drabschefen er en Grandberg. Derfor indkaldes der to specialagenter fra Task Force 14. For hvorfor smelter morderen sine ofres ansigter med kogende mælk, og hvem er det, der ved noget om seriemorderen, men som ikke er gået til politiet med oplysningerne?
Seriens protagonister er interessante, og et af de største spørgsmål til en kommende toer er, hvem af de to specialagenter fra Task Force 14: David Flugt eller Lucas Stage, der får lov til at gå igen i bog to. Bogens afslutning giver ikke meget rum til, at de begge to kan fungere på lige fod i en toer. Det er et sjovt greb fra forfatteren, men det er nok ikke en beslutning, som vækker jubel hos alle læsere.
Sprogligt ligger Bagger sig i den bedre ende af den danske krimigarde. Gode beskrivelser og lækkert flow er med til at fastholde læserens opmærksomhed og skaber masser af billeder på nethinden, men der er også passager i bogen, som for denne signaturs vedkommende sagtens kunne være strammet op. Thomas Bagger er dog på rette spor med en krimi, der i vid udstrækning læser sig selv.
'Manden i tre dele' er en af de bedre danske krimier i år. Er man inkarneret krimifan og elsker man velkonstruede plots, så er 'Manden i tre dele' et absolut must.
