Sofie Malmborg vinder Bogforums Debutantpris 2020

10/11/20 11:00

Theis Bøvling

”Et træfsikkert og illusionsløst portræt”, ”Malmborg skriver både nænsomt og prægnant” og ”Romanen har indfriet alle denne jurys forventninger”.

Der er masser af roser til Sofie Malmborgs debut fra juryen for Bogforums Debutantpris 2020. Det er således med fornøjelse at Bogforum tildeler hende prisen på 50.000 kr. for romanen ”Bargums synder” (Politikens Forlag).

Romanen skildrer den danske handelsmand og slaveejer Frederik Bargums indre og ydre liv i 1700-tallets København.

Der var i år indstillet 46 bøger til Bogforums Debutantpris. Fem blev shortlistet, men det er Sofie Malmborg, der løber med prisen.

De øvrige shortlistede var:

  • Annette Bjergfeldt, for romanen ”Højsangen fra Palermovej” (Modtryk).
  • Gry Stokkendahl Dalgas for tekstsamlingen ”Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej” (OVBIDAT)
  • Bjørn Poulsen for erindringsromanen ”Opkald fra Mælkevejen” (Lindhardt & Ringhof)
  • Jeanne Goldscmidt for romanen ”Faster Hildas Testamente” (Grønningen 1)

Prisen uddeles normalt ved Bogforums åbning, men da Bogforum i år ikke har kunnet afholdes, uddeles prisen på DR2.

Andreas Nordkild Poulsen, Udstillingsleder Bogforum: 

”Det var et stærkt felt af debutanter, der var indstillet til prisen i år. Det viser, at det danske litterære miljø lever og føder nye talenter, der igen i år har givet os masser af store læseoplevelser. Det er denne vigtige funktion Bogforum ønsker at påskønne med debutantprisen. Så et stort tak og tillykke til Sofie Malmborg og de øvrige shortlistede forfattere. Vi glæder os til at følge jeres forfatterskaber fremover”.