Når vi besvarer et opkald, siger vi ofte instinktivt "hallo" eller “hej”. Men hvor stammer denne vane fra, og hvorfor er det blevet en universel måde at svare på? Svaret går tilbage til telefonens opfindelse i 1876, skriver Ouest-france.
Fra opfindelse til standardhilsen
Da Alexander Graham Bell præsenterede telefonen, stod han over for en udfordring: Hvordan skulle folk signalere, at de var klar til at tale? Uden en standardiseret åbningsfrase ville opkald hurtigt blive forvirrende.
Her kom Thomas Edison, opfinderen af glødelampen, med en løsning. Han foreslog at bruge ordet "hello", en engelsk hilsen, der allerede var i brug. Men "hello" har en endnu ældre oprindelse. Det menes at stamme fra det middelalderlige engelske ord "halloo", som hyrder brugte til at samle deres kvæg. Gennem sproglig tilpasning blev "hello" senere til det franskprægede "hallo", som vi kender i dag.
Flere teorier bag "hallo"
Nogle forskere mener dog, at "hallo" har rødder i det ungarske sprog. I 1877 skulle Tivadar Puskás, manden bag den første telefoncentral, have besvaret et opkald med ordet "hallod?", der betyder "kan du høre mig?". Teorien går på, at dette ord blev adopteret i Frankrig og udviklede sig til "hallo".
Telefonhilsner verden over
Interessant nok er "hallo" langt fra universelt. I Italien besvarer man et opkald med "pronto", i Mexico siger man "bueno", og i Israel er det "shalom". Den mest markante forskel ses i Japan, hvor telefonsvar ofte begynder med "moshi moshi".
