Nyheder24.dk
Forside Livsstil Salget går amok hos Matas: Danskerne kaster sig nu over...

Salget går amok hos Matas: Danskerne kaster sig nu over dette kosttilskud

Matas
ArDanMe / Shutterstock.com

Eksperter har et bud på hvad der kan være årsagen bag den pludselige interesse

Flere danskere lægger lige nu et bestemt kosttilskud i indkøbskurven, og udviklingen er så markant, at den vækker opsigt blandt eksperter. For selv om salget buldrer frem, er der ifølge forskere ikke kommet ny viden, som forklarer begejstringen.

Hos Matas er salget af magnesium glycinat fordoblet sammenlignet med sidste år. Samtidig er to magnesiumprodukter blandt kædens fem bedst sælgende kosttilskud. Det fortæller DR.

Det overrasker Morten Hostrup, seniorforsker på Bispebjerg Hospital, særligt fordi almindelige raske danskere tilsyneladende er hoppet med på bølgen.

De fleste får allerede nok

Magnesium er nødvendigt for kroppen, men langt de fleste danskere får ifølge forskeren allerede passende mængder gennem kosten.

Der findes enkelte grupper med magnesiummangel, men det hænger typisk sammen med sygdom. Hverken Sundhedsstyrelsen eller Fødevarestyrelsen har generelle anbefalinger om, at raske danskere bør tage magnesiumtilskud.

“Generelt ikke, nej. På nuværende tidspunkt vil jeg ikke mene, at der er evidensgrundlag for det,” siger Morten Hostrup om behovet for magnesium som kosttilskud.

Hos Team Danmark er magnesium heller ikke noget mirakelmiddel. Ernæringsfysiolog Cecilie Refsgaard peger på, at der ikke er evidens for en direkte præstationsfremmende effekt.

Sociale medier kan drive salget

En mulig forklaring på den eksplosive interesse findes ifølge eksperterne på sociale medier.

Her bliver magnesium blandt andet kædet sammen med bedre søvn, større overskud, bedre kognitiv funktion og hjælp i overgangsalderen. Men dokumentationen for flere af påstandene er begrænset.

Særligt løftet om bedre søvn kan have fanget interessen. Forskning blandt ældre med søvnproblemer har vist omkring 16 minutters ekstra søvn hos personer, der tog magnesium. Resultatet var dog ikke statistisk signifikant.

For en rask dansker er budskabet derfor mindre spektakulært end salgstallene: En sund og varieret kost dækker som udgangspunkt behovet.

Ads by MGDK