Da corona ramte og Danmark lukkede ned, fik de fleste danskere pludselig tid til mange ting, som de ellers ikke har haft så meget tid til.
Blandt andet har danskerne i stor stil anskaffet sig kæledyr - men det er ikke det eneste.
Det viser sig nemlig, at danskerne tilsyneladende har haft god tid til at tænke over navneskift. Der har nemlig været en tydelig stigning i navneskift af fornavne.
Det skriver Ritzau.
Antallet af danskere der skiftede fornavn, steg nemlig efter coronapandemien ramte Danmark, i marts sidste år.
Hele 29 procent flere personer skiftede fornavn i denne periode, end gennemsnittet for perioden 2015-2019. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
De mange navneskift er især foretaget i perioden juni, juli, oktober, november og december.
"Hvorfor nedlukningen tilsyneladende har påvirket antallet af fornavneskift, kan der kun spekuleres om. Men eftersom tendensen i 2020 var så markant, har vi valgt at tage opgørelsen med i denne publikation," lyder det fra Danmarks Statistik.
Præcist hvor mange der har ændret fornavn, fremgår ikke af Danmarks Statistiks tal.
Mange smittede på trods af vaccine
Vaccineudrulningen er i fuld gang - og efterhånden lever vi igen et næsten "normalt" liv, efter pandemien ramte.
Dog viser det sig, at mange fortsat bliver smittede, selvom de er blevet vaccineret mod corona. Det oplyser Statens Serum Institut.
"I alt er der siden december sidste år blevet fundet 9.253 tilfælde, hvor folk er påvist smittet, efter de er blevet vaccineret 2. gang mod covid-19 - de såkaldte gennembrudsinfektioner. Lige nu ser man et lavt, men stigende antal gennembrudsinfektioner, men det er som ventet, når antallet af fuldt vaccinerede stiger, siger SSI’s direktør," skriver Statens Serum Institut
SSI har netop udsendt den seneste status omkring gennembrudsinfektioner. Den dækker hele perioden fra 27. december til 31. august i år, og konklusionen er klar:
”Der er fundet et lavt, men stigende antal gennembrudsinfektioner. Det er som ventet, når antallet af fuldt vaccinerede personer i befolkningen stiger”, siger SSI’s direktør Henrik Ullum.
Andelen af fuldt vaccinerede personer, der har haft en gennembrudsinfektion er per 31. august 0,23%.
I alt er der fundet 10.866 personer, som er blevet smittet med med covid-19, efter at de er blevet vaccineret anden gang. Heraf er 9.253, svarende til 4,9 % af alle smittede i perioden, påvist efter, at den fulde effekt af vaccinerne skulle være sat ind. De betegnes derfor som gennembrudsinfektioner. Andelen af personer, der får påvist en gennembrudsinfektion ud af alle smittede, er steget hen over sommeren. Den var i august over 20% (uge 31-34).