På fredag slår de dørene op, og henover weekenden vil alle The Burger Shacks menuer være på tilbud til 50 kroner. På den måde håber folkene bag The Burger Shack, at mange vejlensere får en billig forsmag på, hvad byens nyeste burgerrestaurant kan levere.
The Burger Shacks stolthed er deres flammegrillede burgere, men derudover satser Vejles nye burgerrestaurant på bæredygtighed og økologi. Det fortæller Mathias Nyhuus, The Burger Shacks kommunikationskoordinator til Vejle24: ”Vi prøver at være så bæredygtige som muligt. Kødet kommet fra fritgående kvæg, og vi sender mad fra alle vores restauranter til refood. Det er svært med oksekødet: Landbruget er en af vores største syndere, men vi forsøger helt ind til benet. Vi prøver også at gøre os så økologiske som muligt, helt fra burgers til drikkevarer. Lige nu bliver der ikke produceret en god økologisk cola, men når Pepsi begynder at gøre det, så skal vi nok få den på menuen.”
På trods af fokus på bæredygtighed og økologi, forsøger den nye burgerrestaurant at holde sig i et prisleje, hvor alle kan være med. ” Prisen på 85kr for en menu gør, at alle kan være med. Her kan den studerende såvel som familien på fire få en god middag til en fair pris lige i hjertet af Vejle,” siger Mathias Nyhuus.
Byens Bedste Burger i Aarhus og Aalborg
Burgerkæden, som kun har to år på bagen, har på relativt kort tid fået skabt sig et navn. De har vundet prisen Byens Bedste Burger i Aarhus i både 2016 og 2017 - og i 2018 blev deres burgers kåret som Aalborgs bedste.
Med den slags succes i baghånden, er burgerkæden ikke nervøs for konkurrencen i Vejle, hvor der det seneste stykke tid, er poppet flere andre burgerrestauranter op. ”Det handler bare om at lave den bedste burger; konkurrence er sund. Det gør at folk laver bedre mad, og i sidste ende kommer det til glæde for vores gæster,” fortæller Mathias Nyhuus og tilføjer: ”Der er sket meget siden dengang McDonalds var de eneste, der lavede burgere.”
Som sagt åbner restauranten på fredag kl. 11.30, der er åbent indtil kl. 21, hvilket også bliver restaurantens faste åbningstider fremover. Restauranten kan findes i Vejle Midtpunkt, Nørregade 83.