Du kender det sikkert alt for godt.
Du køber en bakke saftige, røde jordbær, men allerede få dage senere er de slatne og mugne, og du må smide halvdelen ud.
Men nu kan et simpelt hack fra køkkenet redde dine jordbær, så de holder sig friske, faste og lækre i op til en uge.
Det er med andre ord slut med at hælde penge ud med jordbærrene.
Ifølge madmediet Kitchn er det nemlig overraskende let at forlænge jordbærrenes levetid markant.
Alt, du skal bruge, er hvidvinseddike, vand og en skål.
Bland én del hvidvinseddike med tre dele vand, og giv dine jordbær et hurtigt bad i blandingen.
Skyl derefter jordbærrene grundigt, og tør dem så godt som muligt – gerne i en salatslynge med køkkenrulle.
Herefter placeres jordbærrene i en beholder foret med køkkenrulle, hvor låget lægges løst ovenpå, så der er luft, men stadig beskyttelse. Og det virker.
Jesse Szewczyk fra Kitchn, der har testet metoden, fortæller ifølge Express:
"Jordbærrene forblev friske, sprøde og faste hele ugen og viste stort set ingen tegn på at blive dårlige. De så ud, som om jeg lige havde taget dem med hjem fra butikken, og var (næsten) lige så friske som på dag ét."
Jordbærrene holder sig både faste og smagfulde, så du kan nyde dem på morgenmaden, i kager eller som en hurtig snack – uden at halvdelen ender i skraldespanden.
Vil du have en endnu lettere løsning, viser testen, at du også kan opnå fine resultater ved blot at sortere dårlige bær fra og sætte resten direkte i køleskabet, uden at skylle dem først.
Begge metoder hjælper dig med at spare penge og mindske madspild – og sikrer, at du kan nyde sommerens sødeste bær i længere tid.