Mit Vejle: Det er svært at være stresset i en skov så smuk som Søndermarksskoven

Wenche Thinnesen Vogtmann har udgivet de to novellesamlinger "Livets omstændigheder" og "Os imellem" samt ungdomsbogen "Oscar, mig og tøserne." Ungdomsbogen, som hun i øjeblikket skriver på, handler om en ung teenagepige, hvis far sidder i fængsel.

For tiden skriver Wenche Thinnesen Vogtmann på en ny ungdomsbog. Historien ulmer ofte i hendes baghoved, men når hun har behov for at fordybe sig, vandrer hun ud i Søndermarksskoven. Så kommer inspirationen naturligt til hende. Kun heftig øsregn og muddermasser kan afholde hende fra traveturene i skovens stille ro.

Wenche Thinnesen Vogtmann er født og opvokset i København, men for 17 år siden flyttede hun til Vinding. Her bor hun stadigvæk sammen med sin mand og sine to snart granvoksne drenge. Hun er uddannet både styrmand og erhvervsvejleder, men har viet sin tid til litteraturen. Hun underviser på fire forskellige forfatterskoler, og har udgivet to novellesamlinger og en ungdomsbog.

Dette er den første udgave af Vejle24’s nye faste weekendinterview: Mit Vejle.

Hvorfor bor du her?

Vi valgte at flytte til Vinding, fordi det er en by i byen. Her er alt, hvad en børnefamilie kan drømme om. I princippet kan man bo i Vinding fra vugge til grav uden, at komme til, at mangle noget synderligt undervejs.

Hvilket er dit yndlingssted i Vejle?

Søndermarksskoven har en helt særlig plads i mit hjerte. Det har den af flere årsager. Engang var den legeplads for mine drenge; de kunne boltre sig i alle naturens gaver der uden, at skulle skele til andet end deres egen væren. Vand i åen. Skråninger der føltes som Mount Everest, når man bare er en lille dreng. Slyngen som farmand vedligeholdte hvert forår og altid var villig til at skubbe igen og igen. Træ-legepladsen, hvor alt kunne ske, når man slap fantasien løs. Ingenting manglede.

Wenche Thinnesen Vogtmanns mand er maskinmester på et skib. Han er derfor ude at sejle 12 uger af gangen og derefter hjemme i 12 uger. Næste togt går til Fiji-øerne.

Men nu hvor mine drenge er blevet for store til at lege der, udgør skoven noget helt andet for mig. Jeg går lange ture der hver uge. Det gør jeg, fordi jeg, når jeg træder ind i den omsiggribende skønhed, den udgør uanset årstid, altid bliver grebet af en indre og magisk ro. Det er svært at være stresset i en skov så smuk som Søndermarksskoven.

Men jeg bruger den også som en arbejdsplads; det er nemlig i lige netop den skov, at mange af mine noveller i mine to seneste bøger er blevet til. Det er her, jeg finder på, finpudser på historier, samt snakker med mine fiktive personer om både stort og småt. For kun ved at kende dem på både godt og ondt, kan jeg beskrive dem dybt nok til, at troværdigheden bevares i lige netop den slags noveller, som jeg skriver.   

Og så er Vejle måske et af de eneste steder i landet, hvor man kan gå fra sin bopæl, gennem en skov og så helt bogstaveligt ende på byens gågade. Skønt.

Hvorhenne får man den bedste kaffe?

Der må jeg vist lige være jer svar skyldig, for jeg har aldrig lært at drikke kaffe.

Hvorhenne får man den bedste mad?

Jeg holder meget af at komme på Steakeriet på Dæmningen. Atmosfæren i restauranten er helt fantastisk samtidig med, at de altid serverer mad af høj kvalitet skabt af rigtig gode råvarer. Og så hjælper det jo også altid lidt på det, at de har haft en dejlig ung fyr ansat de sidste 5 år, først som opvasker, siden som tjener og nu som vært; nemlig min store dreng, Lukas på snart 20 år. Endvidere har Steakeriet som arbejdsplads oveni i dette nu også beriget mit liv med en skøn svigerdatter, og så kan man vist ikke forlange mere af et og samme sted.

Wenche Thinnesen Vogtmann underviser børn og unge i Xeneriet, på Spotlight Festival og på forfatterskole.dk. Desuden er hun ved at starte et nyt skriveterapikursus op for psykisk sårbare.

Har du et stamsted i byen?

Ja, Lido Biografen. For selvom både Netflix og andre streamingtjenester har gjort det muligt at se film, dokumentarer og serier 24/7/365, så slår det ikke en tur i biografen. At sidde i mørket, og der ikke er andet end filmen og mig, er ikke sammenligneligt med noget som helst andet. Jeg har stadig det mål, at jeg ikke når at spise alt slikken, inden reklamerne er forbi. Det er ikke lykkedes for mig endnu, men det kommer; det er jeg sikker på.

Og så bliver jeg også lige nødt til at nævne Vejle Bibliotek; der har jeg nemlig tilbragt rigtig mange timer af forskellige årsager.
Jeg er blandt andet med i to læseklubber, jeg har afholdt forfatterkurser der, og så har jeg været til mange foredrag gennem årene, og sidst men ikke mindst har jeg slæbt i bunker af bøger hjem derfra, både alene og sammen med min mand og to drenge.

Hvis du fik en stor pose penge, hvad ville du så gerne forandre ved byen?

Hvis jeg fik en stor pose penge, ville jeg få bygget en masse billige boliger langs fjorden, så ikke kun dem med mange penge kunne vågne op til en storslået udsigt hver morgen. Havudsigt burde være alle beskåret uanset indtægt.

Hvis du havde en bulldozer, hvad ville du så gerne fjerne i byen?

Jeg ville ikke fjerne noget, for en by bør have lidt af alt det hele. Det viser den mangfoldighed som en befolkning på omkring 56.000 mennesker udgør. Og det er der en skønhed i.

Hvad mangler Vejle?

En Madsbypark som den de har i Fredericia, dog med et par tilføjelser såsom minigolf, hoppepuder og en blomsterpark. Det ville være rart med et sted for alle uanset alder og med et udvalg, der dækker så stor en del af byens borgeres behov på forskellig vis på et, trods alt, begrænset areal.

"Dinosaurskoven," kalder Wenche Thinnesen Vogtmann den del af skoven, som består af tårnhøje graner. For tiden er store maskiner og mænd med motorsave ved at tynde ud i de gamle dinosaurer.

Hvad er der for meget af i Vejle?

Der er alt for mange billeder af Vejlefjordbroen på diverse facebooksider. Vejle er så meget mere end en betonbro. Der er så mange steder i og omkring byen, som også fortjener at blive foreviget.

Hvad kunne Vejle lære af andre byer?

At beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed kan og skal udnyttes på flere samtidige planer. Når Vejle ligger så godt placeret i landet som det gør, så kan det undre, at man ikke har været bedre til at udnytte det. Du kan tage en ungdomsuddannelse her, men der er stort set ingen videregående uddannelser. Der er en by som Kolding langt længere fremme.

Hvad kunne andre byer lære af Vejle?

At brede og mangfoldige kulturelle tiltag og tilbud samler og skaber samhørighed borgerne imellem.

Læs også

Mød Jacob Krüger: Nordjyden som kitter Vejle Boldklub sammen