Politiet har i byen Haslev været nødt til at varetægtsfængsle en 19-årig for at køre ind i flok af mennesker.
Det fortæller Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten mandag. Selve hændelsen fandt dog allerede sted sidste fredag, oplyses det.
Her kom en 19-årig mand - omkring klokken 22.28 - kørende i bil ad Jernbanegade i Haslev. Her stod der en gruppe unge mennesker, som den 19-årige tilsyneladende følte sig så provokeret af, at han kørte op på fortovet og ind mod flokken.
De fleste af dem nåede at komme væk, men en blev ramt på foden og en anden blev ramt af bilens front, så han blev kastet op i luften og landede på ryggen. De blev efterfølgende kørt til tjek på sygehuset, hvor der blev meldt om lettere kvæstelser.
Den 19-årige kørte i første omgang væk fra stedet, men meldte sig efterfølgende på en politistation, hvor han blev anholdt og sigtet for kvalificeret vold, for at have forvoldt fare for andres liv eller førlighed og efter færdselsloven.
Han blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Næstved, hvor han blev varetægtsfængslet, fortæller Sydsjælland og Lolland Falsters Politi.
14-årig pige ramt af skud
Patruljer fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi fik dog også travlt i Herlufmangle. Her blev en sigtet for at skyde med luftgevær.
Flere politipatruljer rykkede lørdag aften ud til Herlufmagle efter en anmeldelse om, at en person var blevet ramt af et skud. Det viste sig at være alvorligt nok, men dog knap så dramatisk som først antaget. En 14-årig pige var blevet ramt af et hagl fra en luftgevær, og hun havde fået et lille, rødt mærke på lænden. En 64-årig mand blev anholdt klokken 22.28 og sigtet i sagen.
Han blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 6.00 søndag morgen.